Review - Fortællingen om Blodet #4: Frostskumring af Anders Björkelid

Hele sommeren har jeg ventet og glædet mig til at vende tilbage til Anders Björkelids mørke og overvældende univers. Jeg har glædet mig til at vende tilbage og følge Wulf og Sunia i deres videre rejse. Deres videre søgen på svar, på de mange spørgsmål der har opbygget sig hos tvillingerne, siden dagen deres far forsvandt for siden at vende dødsyg tilbage til deres barndoms gård. Jeg har glædet mig til at få svar på mine egne mange spørgsmål om Blodet og deres lange, indviklede historie.

Jeg åbnede bogen og fra første ord blev jeg ramt af den dystre, melankolske stemning der er så karakteristisk for serien. Hvert eneste ord og hvert eneste bogstav er fyldt til randen med så megen kulde at det nærmest løber over og flyder udover bogens sider.

Jeg har sådan glædet mig til at vende tilbage til denne fantastiske fortælling, men jeg var alligevel lidt bange for at gå igang da det kom til stykket, da bogen er over 700 sider og jeg lidt var bange for at miste fokus halvejs igennem og aldrig få den læst færdigt. Men jeg er glad for jeg endelig kom igang og lod de isnende vinde fra bogen, feje gennem mit indre. Jeg svøbes fra første side og hele vejen igennem i en kappe af blændende mørke og snigende kulde, mens fryden alligevel blomstre i mit hjerte. Allerede fra første side af bogen, sker der noget. Den ene skæbnesvangre begivenhed følger kort efter den forrige, men alligevel føler man ikke at alting sker så hurtigt, at det er svært at følge med.

Efter Wulf og Sunia er blevet genfødt og har forladt underverdenen i den forrige bog, fortsætter deres lange rejse. Denne gang rejser de videre med Gytak og Sommerynglen, Sunia og Efterårskællingen fra underverdenens fælles afkom, som vejvisere. Sommerynglen er født til at fungerer som et nyt forbund, efter Sunia brød det sidste forbund i underverdenen og skal nu vise vejen mod de gemte kejserregalier. Sammen rejser de fire forkvaklede skikkelser over isen hvor landets erindringer er frosset så dybt ned under isen, at Gytak føler en rungende tomhed, ved fraværet af disse erindringer der ellers normalt fylder tomrummet fra hans egne manglende erindringer.

I løbet af deres rejse støder tvillingerne og deres vejledere på flere vidt forskellige udfordringer de fysisk må kæmpe mod, alt imens de i deres sind hele tiden må passe på ikke at blive indfanget af Kulden der spreder sig som en pest blandt deres folk. Flere gange tager jeg mig selv i at tage en dyb indånding og tænke "Denne gang klarer de den ikke!", men selvfølgelig gør de det. Hele deres barndom har været træning mod denne rejse, og rent logisk set er det meget sjældent at hovedpersonen dør midt inde i bogen.

I løbet af deres rejse udvælges tvillingerne til Blodets nye kejserinde og kejser. Awo og Awa. Nordlysporten forsøger udvælge Sunia som kejserinde, men ved et skæbnesvangert valg, bliver Wulf i stedet den nye Awo, som senere giver Sunia titlen Awa, Blodets nye kejser. Alting vendes på hovedet og dette kommer desuden søskendeparret til gode senere på deres rejse.

Da Sunia og Wulf skilles og rejser hver deres vej, mærker jeg mine tæer krumme sammen og en varm vrede bobler i min mave over de ting der er skyld i at deres veje skilles. Ikke fordi jeg er sur over historiens gang, men fordi jeg bliver frustreret på dem over måden de behandler hinanden på. På trods af det, lærer de begge en masse af tiden fra hinanden og de vokser begge utroligt meget som mennesker og deres søskende kærlighed og båndet de har til hinanden bliver stærkere end nogensinde, da de endelig er sammen igen.

Deres rejse fører tvillingerne til Kuldens hjerte, i deres desperate forsøg på at slå Kulden ned, én gang for alle. Her rammes jeg endnu engang af en stormflod af overvældende følelser. Det ser sortere ud end det nogensinde har gjort før i serien og jeg tror på et tidspunkt at spillet rent faktisk er ude denne gang, og resten af bogen måtte være en anden form for afslutning. Efter krampagtige sidste forsøg på at løsrive sig Frostskumringen som bogstaveligt talt fryser folk til is på stedet og samtidig undgå at falde for løkkerne om deres halse, får Wulf og Sunia en sidste ide til at toppe det hele.

Mit hjerte bløder da tvillingerne sender deres kammerater væk for selv at klare det sidste, da de ikke kan bringe sig selv til at ofre andre end dem selv til Kulden. Deres fortælling slutter, da de sammen kaster sig mod den tomme trone i Unbaurgs, kejserbyen som i Imperiets tid hed Miduma. Da fortæller Rhesji, deres rejsekammerat på det sidste af rejsen, om hvordan Kulden ser ud til at have trukket sig tilbage, og at han nu fortæller Historien om Blodet, så ingen glemmer denne gang. Han fortæller at han til tider digter på historien og ændre slutningen, men i virkeligheden er der ingen der ved hvad der blev af tvillingerne

Slutningen forvirrede mig en smule selvom der på sin vis også kom svar på nogen spørgsmål man har gået med længe i løbet af fortællingen. Samtidig har jeg måske følt, at jeg ikke helt fik den afslutning jeg gerne ville have, efter så længe med fortællingen og universet. Dog er det ikke nok til at jeg kan give bogen mindre en 5 hjerter

Jeg er glad for at have færdiggjort serien og fundet svar på mange af mine spørgsmål, en jeg er alligevel også en smule vemodig over at vide det er slut og der kommer aldrig mere. Men glæden over at have læst fortællingen overdøver heldigvis resten.