Review - Sagaen om Isfolket #2: Heksejagten af Margit Sandemo

I forrige anmeldelse jeg skrev om bogen "Troldbunden", tog vi et kig på det første bind af den 47 bind lange serie "Sagaen om Isfolket". Vi tog et blik på hvordan det hele startede, og vi snakkede lidt om min personlige holdning og mening om bogen og dens indhold. Desuden fortalte jeg at jeg allerede havde læst bog nr. 2 i serien også, før jeg overhovedet gik igang med at skrive det forrige indlæg. Så nu er vi her igen, jeg er er igang med 3. bind og har læst en helt anden bog i mellemtiden, og vi skal have os en lille snak om 2. bind i serien, nemlig "Heksejagten".

Er du klar til at dykke ned i næste afsnit af den fortryllende rejse, der er Sagaen om Isfolket? For det er jeg, så let's get it cracking.
Heksejagten finder sted ca. 3 år efter den forrige bog sluttede. Livet i Isfolkets dal har været fredeligt og tiden har gået sin stille gang. Der er intet der har kunnet advare dem om den forelæggende katastrofe der ville ramme dem. En katastrofe der udrydder hele dalen og alle dens indbyggere, udover Tengel, Silje, pigen Sol som Silje fandt da hun var 2, drengen Dag der var sat ud i skoven for at dø samme nat som Silje fandt ham, og datteren Liv som nu er 3 år gammel. En katastrofe, som trods de mange forfærdelige ødelæggelser og de mange uskyldige liv der er blevet slukket, i sidste ende fører til noget vidunderligt, for flere mennesker end blot den lille familie, for hvem det lykkes at flygte fra dalen.

Den selvglade Heming Fogeddræber, som ingen i dalen har set de sidste 3 år, har i forsøget på at redde sit eget skin, angivet hele Isfolket, sammen med udførlige anvisninger om hvordan man kommer dertil. Soldaterne kom da ingen var klar på det, og snart står hele bydgen i dalen, i flammer. Husene brændes ned, og alt hvad der levede i dalen, blev slået ihjel. Både Hemings egen far, bygdens høvding, den gamle heks Hanna og hendes nevø Grimar, og alle de andre beboere møder deres skæbne i den såkaldte "hekserede". Selv de, der end ikke tilhører det oprindelige Isfolk, og ingen magiske kundskaber har, møder deres endelidt her.

Tengel, Silje og børnene flygter fra dalen i en halsbrækkende flugt over fjeldet, hvor ingen nogensinde er kommet over før. Over gletsjere, gennem moser og videre ned mod Trøndelag.
Her må de gemme sig, for Tengel er berygtet og stemplet som troldmand, mens Silje også er dømt som heks, trods hun ingen af den slags evner har. De lever sammen med børnene i yderste fattigdom efter flugten, indtil Silje endelig tager mod til sig, og opsøger den adelskvinde de er fundet frem til, som moderen til drengen dag. Charlotte Meiden.

Charlotte bliver så lykkelig ved nyheden om sin søns overleven at hende og hendes mor tilbyder dem en hjælpende hånd. Sådan ender de som gårdejere i et andet len, hvor historierne om Isfolket end ikke er nået til, mens Charlotte, og senere baronesse Meiden, flytter ind i Gråstenholm gods, som Tengel og Siljes gård hører ind under.

Derfor ender den tragiske katastrofe alligevel i noget godt, for her lever de i fred, deres liv er fyldt med glæder, trods den unge Sol's hang til den mørke magi og hendes vilde side, der gør dem alle urolige for hendes fremtid. Dette ses tydeligt da hun i forsøget på at passe på sine kære, "uskadeliggør" både en kirketjener og en ung mand der er kommet under dække, fra heksedomstolen i forsøget at på finde beviser på at der udøves heksekundskaber i deres hjem.

Alt ånder fred og ro da Sol, som ellers aldrig før har været bange for nogen eller noget, lover Tengel at opfører sig ordenligt fremover, da hun møder hans vrede efter at have slået den første af de to mænd ihjel. Samtidig konfiskerer han de redskaber pigen har arvet fra heksen Hanna før denne døde, og hun bliver fortalt, at hun ikke får dem tilbage før den dag hun fylder 20 og er voksen nok til at styre at have disse remedier i sin varetægt.

Endnu en bog i serien, og endnu engang kunne jeg fortsætte med at fortælle i evigheder. Jeg er helt vild med denne serie og jeg håber så inderligt at det skinner igennem. Endnu engang er der tragedier, der er lykke, der er lidenskab, der er kærlighed og der er magi. Den perfekte cocktail hvis du spørger mig.

Dog må jeg indrømme at denne, ud af de 47 bøger ikke er blandt mine yndlings. den er skøn og man må selvfølgelig have i mente at deres liv stadig er under opbyggelse, under største delen af bogen. Men der sker bare ikke lige så meget i denne, som i både den første og en del af de andre bøger. Derfor kan jeg kun give bogen 3 ud af 5 hjerter, på "Isfolk skalaen".

Trods den relativt lave vurdering i forhold til hvor højt jeg priser serien, så kan bogen stadig varm anbefales, da den lever til langt større ting og endnu flere magiske øjeblikke, senere i serien.