Review - Sagaen om Isfolket #3: Plejedatteren af Margit Sandemo

Så blev det tid igen. Den tredje bog i Sagaen om Isfolket, er klar til at blive bedømt. Plejedatteren er bogen der handler om den pige, som Tengel og Silje tog til sig da denne endnu var helt lille. Pigen som Silje fandt over moderens døde krop, den skæbnesvangre nat, der kom til at stå som symbol for starten på hendes nye liv.

Sol er blevet voksen, og hun er klar til at drage ud i verden. Hendes rastløse sind og den onde arv der løber i hendes årer, som barn af Isfolket, truer ved flere lejligheder med at tage over.
Gennem hele denne bog følger vi Sol's rejse. Vi følger hende da hun tager til Danmark for at mødes med stedbroren Dag, der studerer i landet. Her trives hun egentlig storartet for en stund, da hun allerede fra første øjeblik i hjemmet hvor Dag har fået logi, opfanger noget underligt. Hun hjælper med sine kræfter familien med at finde deres forsvundne søn, og vinder derved en stjerne hos husets herre. Men hun er heldig, for herren er dommer, og kunne lige så godt have smidt hende på bålet, for de kræfter han her set hende bruge. Hun bliver altså utrolig afholdt, rigtig hurtigt i denne familie, men også blandt Dags studiekammerater.

Sol er jo en fortryllende smuk ung kvinde, så selvfølgelig er der bejlere nok hos hoffet og blandt Dags kammerater. Det er her hun møder Preben. Preben er egentlig ikke videre heldig, hvad udseendet gælder, og personlighedsmæssigt har han sådanset heller ikke meget at byde på. Men der er alligevel noget ved ham, som Sol hurtigt opfanger. Og det samme gør han om hende. De har nemlig den sammen interesse for alt det mørke. Sol får Preben overtalt til at tage hende med sig til et af hans kults hemmelige møder, men dét var en fejltagelse. Hvad der sker, vil jeg lade jer selv om at læse, for det er i mine øjne umådeligt morsomt, og derfor også en skam at afsløre. Så den del må i læse jer til.

Men som sagt er det en fejltagelse, så meget kan jeg sige. For sidenhen er der en kvinde fra samme møde, der med had i blikket gør hendes yderste for at tage hævn over den unge Sol. En mand findes død, efter Sol har været lokket ned mod værelserne hvor manden senere findes, og Sol udpeges af den hævngerrige kvinde, der nævner at have set hende dernede og at hun er en heks. Ja og i 1500 tallet er der ikke meget at gøre, hvis først nogen har råbt "Heks". For om du er det eller ej, så er man stemplet og det er ikke et stempel man nogensinde slipper af med.

Heldigvis har Sol gjort så godt et indtryk på dommeren da hun hjalp ham finde hans søn, at han nu hjælper hende med at flygte. Hun skal den følgende morgen, før fanden får sko på, slå følge med to af kongen kurerer mod Skåne. Skåne. Og Sol jubler af glæde inden i; for i Skåne, der ligger Brösharps Bakker. Stedet hvor Sol for så mange år siden hørte fra hendes fjerne slægtning Hanna, at der fandtes hekse. Rigtige hekse. Hendes slags.

Under hendes rejse mod Skåne og siden Brösharps Bakker når Sol både at slå to mand ihjel, da de forsøger at røve hende og hendes følge, hun kaster den ene af kurerene i armene på en ung bondepige, og forfører den anden, som ellers altid har svoret at han ikke skal være sammen med en kvinde, noget den kære Jacob Skille skifter drastisk mening om, efter deres første møde i høet. Hun møder desuden den unge pige Meta og redder hende fra en massevoldtægt, finder heksene hun ledte efter, og tager på en rejse mod Bloksbjerg.

Ja en begivenhedsrig rejse har det været for hende, men da heksene fortæller Sol, at hun er nødt til at vende hjem. At en af hendes nærmeste har brug for hende, kan hun pludselig mærke en stigende angst, der pisker hende fremad. Hjemad.

Da hun sammen med pigen Meta kommer til Oslo, finder hun hurtigt ud af, at det er plejesøsteren Liv der har brug for hende. Liv lever i et ægteskab med en svigermor der hver time af døgnet gør sit yderste for at Liv skal have konstant dårlig samvittighed med alt hun gør og en mand der underkuer hende totalt, og gør som brug af vold når Liv ikke gør nøjagtigt som han ønsker det; En mand der desuden har tendens til at ville have "hyrdetimer" efter af have revset hende. Den Liv, som Sol møder da hun kommer hjem til Norge, er ikke mere end en skygge af sig selv, og Sol er straks på pletten. Et par dage senere er Liv fri og tilbage på Lindealléen hos hendes familie.

Hendes historie er lang, og efter endnu engang at være blevet stemplet som heks, møder hun den mand som hun troede var den eneste mand hun nogensinde ville kunne elske, manden hun troede var nattens fyrste, da han havde nøjagtigt samme ansigt, som ham hun møder under sine rejser til Bloksbjerg. Det viser sig efter de har elsket, at denne bestemt ikke er hvem hun troede han var. I stedet var han en mand fra hendes fortid, som hun havde glemt alt andet end navnet på.

Sol rammes endnu engang af en afgrundsdyb ensomhed, og efter at have givet liv til det barn der blev af hendes ene møde med den mand jeg nævnte før, tager hun hjem. Hjem til Lindealléen. Hun aflevere datteren Sunniva og beder dem tage sig af hende. Hvad hun ikke fortæller dem, er hvad hun selv har tænkt sig at gøre. Sol ved, at hun aldrig kan elske nogen jordisk mand. Sol ved også, at ligegyldigt hvor hårdt hun prøver på at lade være, så vil hun komme til at bruge sine kræfter før eller siden, og derved måtte flygte igen. Og hvad for der er flygte for? Hvad var der egentlig at leve for, for hende, når hendes elskede var et andet sted. Nemlig i afgrunden.

Så i kan næsten gætte jer til, hvordan Sol's historie ender. Hun har været igennem meget, og som læser følger man spændt med på sidelinjen. Sol's historie er klart en af det bedre i serien, og jeg siger bare, hvis du læser serien, så glæd dig! Den er spændende, den er til tider komisk og den er så dybt tragisk, at det til tider kan tage pusten helt fra en. Derfor skal den have 4 stjerner på Isfolk skalaen!
Det eneste jeg kan sige mere er, hvis du ikke allerede har læst serien, eller er gået igang med den, hvad venter du på? Nej, serien er nok ikke for alle, men er du til drama, kærlighed, magi, historisk fiction med et strejf af erotik og livets store spørgsmål, så er den noget for dig.

Kommentarer