Hvordan jeg endelig fandt skrivelysten igen

Lad os tale om at skrive. Om at digte historier inde i sin skønne lille idegenerator af et hoved, og at formulere dem på skrift. Noget jeg endelig har fundet frem igen, efter mange år, hvor jeg faktisk ikke har rørt ved et tastatur, andet end hvis jeg absolut skulle.

Lad os tale om the rise and fall.. and the rise again, i mit liv ved tastaturet, med fingre der hastigt flyver fra en tast til den næste, for at male billeder og scener, for det indre øje.

Historien forløber sig sådan, at dengang jeg gik ud af folkeskolen og begyndte på min første uddannelse, for godt otte år siden, var jeg vist det man med god samvittighed kunne kalde en nørdet type. Jeg var lige trådt ud af min emo-fase (Undskyld far, du fik ret. Det var en fase!), og havde fundet mig selv i en masse serier og bøger. På daværende tidspunkt mest serierne, som inspirerede mig til at starte på at skrive fanfiction. Ja. Jeg var en af dem. Og for filan hvor var det sjovt!

Jeg skrev fanfiction i flere år, og jeg var virkeligt ikke særlig godt til det, men hvad betød det? Der kom da ind imellem en kommentar på det jeg skrev, og når man havde en veninde der ELSKEDE det man skrev; Fordi det var mig der havde skrevet det, og fordi MENINGEN med historien var god, trods jeg ikke ligefrem var god til at formulerer det dengang, så var det jo ligegyldigt at det ikke ikke var særlig godt og jeg aldrig huskede at gennemlæse det for stavefejl, tastfejl og grammatikfejl. Det var jo ligegyldigt, for jeg fik mulgheden for at udtrykke mig kreativt, på et punkt hvor jeg ikke konstant sammelignede mig med venner der var "bedre end mig", som jeg gjorde i blandt andet tegning.

Nu var det så sådan, at jeg kun nåede at nyde godt at skriveriet i et par år, før jeg i 1012 kom ind i et forhold, der viste sig at være rigtig usundt for mig. Det er ikke noget jeg vil gå i dybden med, da det ikke har relevant for indlægget, og fordi mit liv simpelthen er for kort til at hænge mig i, hvad der skete for flere år siden. Men i hvertfald så blev min kreative nerver noget så gevaldigt kvalt mens jeg var i det hersens forhold, og selv da jeg kom ud af forholdet i 2016, kunne jeg stadig ikke komme igang med at skrive igen. Flere sagde til mig, at det ville være godt at få skrevet mine følelser ned, og jeg prøvede. Jeg kunne bare ikke få ordene ud.

I samarbejde med den her periode af mit liv, hvor jeg gik rundt i en hverdag der ikke var god for mig, havde jeg kort inde i forholdet, før det begyndet at gå galt, lavet den største bommert jeg har lavet i forhold til skrivningen, nogensinde. Jeg slettede 5 sider af mit første forsøg på at skrive en original historie. En bog. Ved et uheld vel og mærket. Jeg fik ved et uheld ændret et eller andet ved filen, så de sidste 5 sider jeg havde slæbt mig igennem blev slettet, og jeg gik bare fuldstændig i stå. Jeg kom aldrig op på hesten igen, og selv den dag idag, så får jeg en dårlig smag i munden når jeg åbner dokumentet op, og ser på det igen.

Nu siger året 2018 og jeg har i år færdiggjort mit første udkast af min første fulde bog (Som jeg nok aldrig ender med at sende til et forlag, men lad os nu se), jeg har printet den og er klar til at redigere den. Desuden deltager jeg nu i NaNoWriMo med et andet projekt, som jeg også håber på bliver til en bog engang. Om ikke andet så en bog jeg selv får trykt og stiller i min egen bogreol. Og hvordan i alverden kom jeg så fra denne gigantiske writingslump, to det her? Jo ser du. Jeg fandt mig selv.

Jeg startede sammen med Helene at skrive denne blog, og derved begyndte jeg at læse mange flere bøger igen. Dette åbnede mine øjne igen, og jeg begyndte pludselig at finde tilbage til mig selv igen. Jeg har fundet tilbage og er kommet i kontakt med min nørdede side og min kreative nerve, som efter lang tids nursing er kommet sig efter de slag jeg har udsat den for.

En specifik bog hjalp mig igang med skrivningen igen, og det var Forbundsbrydersken i serien "Fortællingen om blodet" af Anders Björkelid. I bogen faldt jeg over et citat, om hvordan en hver historie starter med, at noget falder i vandet, og at historien så spreder sig, som ringene i vandet. Jeg forelskede mig hovedkuls i citatet og jeg elsker det stadig. Dette gav mig, sammen med min veninde der samtidig var begyndt at skrive et eventyr, lysten til at sidde og fifle lidt, med pen og papir. Jeg skrev prologen til det projekt jeg nyligt har printet ud, med baggrund i det citat, og lige så langsomt kom "Insentient" til.

Jeg havde lange samtaler med min veninde i solen i sommers, mens vi prøvede at finde frem til hvad der skulle ske. Vi drak ind imellem et par flasker vin mens vi snakkede og begyndte at skrive. Og hun gav mig så det næste spark i røven, til virkeligt at gå igang, selvom hun ikke engang var klar over det. Hun spillede Skillet for mig. Det band vi hørte som "børn" havde udgivet et nyt album som ingen af os havde hørt, fordi vi ikke længere rigtig hørte dem mere. Det skal jeg love for der ændrede sig. Jeg hørte albummet på repeat i flere uger, før jeg satte mig til at høre de gamle sange også. Det endte med jeg lavede mig en lang, lang playliste med alt det gode gamle musik jeg hørte dengang, plus nye sange i samme genre, som jeg ikke før havde hørt. Dette blev til min writing playliste.

Tro det eller lad være, men musikken var noget af det der virkelig satte skub i mig igen. Jeg tager ufatteligt meget inspiration fra teksterne jeg hører og en god rocket melodi er lige der der sætter skub i mine små fingre. Nu er jeg endelig igang igen, og jeg elsker det. Jeg elsker hvordan jeg kan se mig selv blive bedre mens jeg skriver. Jeg elsker at jeg kan se hvordan jeg har bevæget mig fra at prøve mig frem med skrivningen af små korte kapitler, først i Insentient, og hvordan jeg nu skriver gode lange kapitler med masser af kød på, i mit nye projekt. Mit nye projekt som er årets og mit første nogensinde, projekt i den faktiske NaNoWriMo. Tidligere har jeg deltaget i campen, men først nu, har jeg turde kaste mig ud i at forsøge mig med at nå de 50k ord. Og ved i hvad? Lige nu, er jeg faktisk foran, selvom jeg troede jeg ville komme bagud allerede fra start.

Jeg er foran. Jeg er godt med. Jeg er investeret i min historie og mine karakterer. Og det er SJOVT! Flere citater siger at der ikke er noget sjovt ved at skrive, og på én side er jeg enig; man sidder ikke ligefrem og griner af at taste på et tastatur eller skrive i en notesbog og ofte er det en møjsommelig process at skrive. Men på den anden side kunne jeg ikke være mere uenig, for jeg ved ikke noget bedre end at se mine historier udfolde sig, og lade mine karakterer gå sine egne veje, selvom det til tider kan være frustrerende at de da ikke bare kan blive på sporet. Men det at de netop går egne veje, er jo også noget at det der viser én, at man have givet sine karakterer liv. Og det er fanme, ja undskyld mig, en fed følelse!

Ja, det var jo så historien om mig og hvordan jeg i første omgang kom igang med at skrive, hvordan det hele røg på gulvet for mig, og hvordan jeg siden fik samlet det op igen, til det nu faktisk er noget af det jeg nyder allermest at bruge min tid på. Så er spørgsmålet bare, om jeg nogensinde beslutter mig for at forsøge mig med at sende mine skriverier til et forlag? Hvem ved. Men for nu, så nøjes jeg med at taste derud af.