Review - Sjælevandrer #3: Crescenda af Charlotte Fischer

Anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Facet

Jeg modtog for et par uger tilbage et en kopi af Charlotte Fischers Sjælevandrer 3 med posten. På daværende tidspunkt var jeg knap begyndt på to'eren, men pludselig fik jeg travlt. Anden bog kravlede under huden på mig, og jeg tror sjældent jeg er hoppet så hurtigt videre til næste bog i en serie efter den foregående. Ofte venter jeg lige et par dage, men det kunne jeg godt nok ikke lige klare denne gang. Da jeg var færdig med Ourea gik der ikke længe, før jeg have snotten begravet i Crescenda, og læste på livet løs. Trods mange lektier på det nye studie, fik jeg alligevel læst den inden Februar var omme, som jeg målsatte mig da jeg åbnede den. 

I min anmeldelse af Ourea (anmeldelsen findes her), udtrykker jeg nysgerrighed og håb om hvorvidt Crescenda kunne leve op til sine foregængere, og det er netop det vi nu skal i dybden med, og se nærmere på.

Crescenda følger begivenhederne efter Ourea, og i denne bog følger vi hovedsageligt Hollie og hendes drømme tilværelse der vendes på hovedet og bliver til et mareridt da alt, og jeg mener absolut alt, går galt for hende. Vi følger Cawi i hans drømme tilstand, og hans liv hos sjælevandrerne. Og vi følger Dahlia der er føler sig alene og sættes på noget nær den største prøvelse hun har været ude for, trods hun i forvejen er overkommet hendes del allerede. Vi følger den samme familie, og universet er det samme, men på mange måder er Crescenda noget helt andet, end Diali og Ourea.

Når jeg siger at Crescenda er noget helt andet end sine foregængere, mener jeg blot, at Crescenda er noget helt for sig. Som et friskt pust af noget nyt, kommer Crescenda med en helt ny vinkel på kærligheden. Som et friskt, iskoldt pust der får kuldegysningerne til at løbe ned af ryggen på en. Dette dog på den absolut bedst tænkelige måde. Man får i Crescenda et blik ind bag fascaden, når kærligheden ikke er så smuk og ren, som den er mellem Cawi og Dahlia, og som den er mellem Colin og Linder. Når kærligheden bliver mørk, og én mans forskruede syn på kærligheden kan ændre et andet menneske, og ryste det i sin grundvold.

Igennem bogen får vi et nyt kendskab til Hollie, det stakkels elskelige pigebarn med det romantiske syn på verden. Vi ser livsglæden svinde fra hendes blik og hvordan et lys af trodsighed og kampgejst tændes i dets sted. Den lille tamme due rejser sig og viser sig som et modigt og prægtigt væsen, der ikke giver op så let som man måske skulle tro. Trods hun er på randen til at give op, så holder hun fast og kæmper med næb og kløer, og jeg er STOLT af hende. Det er hvad jeg er. Jeg er dybt stolt at hende, for at holde ud.

En anden jeg er ualmindeligt stolt af, i Crescenda er Dahlia. Det er så absolut vidunderligt at se, at hun også er i stand til at rette ryggen og kæmpe for det hun tror på, trods hun selv er knust over Cawis fravær. Hun løfter hagen og indser at hun er nødt til at gemme Poppi væk. Gemme den svage smukke trophy wife af vejen, for i stedet at være en stærk kvinde, der kæmper for sine nærmeste. Se dét er hvad jeg kalder karakter og udvilking heraf!

Midt i alt det forfærdelige får jeg igen også lov til at se yderligere til Christopher i Crescenda. Jeg tror ikke engang jeg kan stave til, hvor meget jeg ønsker mig at han skal finde sig en vindunderlig partner der kan elske ham udover alle grænser. Manden kunne have gavn af at nogen ser bag om den kolde og hårde fascade som mange dømmer ham på. Men inden under at det hårde, findes der et hjerte af guld, der ligesom hans mors, bløder for sine kære, og giver styrken til at kæmpe for fuld skrue, for det han tror på.

Alt i alt er jeg så dybt imponeret over det indblik Crescenda har givet i nogle af de andre karakterer vi ikke har hørt om tidligere, samt været grundlag for stor udvikling for andre karakterer. Alt imens dette finder sted, er jeg så glad for at høre mere om Cawis tidligere liv som sjælevandrer. Endnu flere spørgsmål er blevet besvaret, og nye er blevet stillet op. Af en eller anden grund havde jeg bildt mig selv ind, at Crescenda ville være den sidste bog i serien, så forestil jer lige min glæde der sidste side afsluttes med et "fortsættes". Det betyder at jeg senere kan dykke ned i dette hæsblæsende og fangende univers igen, og jeg glæder mig. Det betyder jeg får lov at se mere til familien og måske får jeg endda lov til at høre mere om sødeste Hunter, som allerede er min yndlings, trods han ikke har haft megen tid i rampelyset endnu.

Jeg tog mig ofte i, at sidde og mumle for mig selv og sige "VÅGN NU OP CAWI!", men i virkeligheden er der nok det absolut bedste valg som forfatter, at lade ham forblive i hans drømmeunivers. Hans tidligere liv. Netop fordi det giver Dahlia og ungerne mulighed for at opleve at de kan selv, og det giver læserne mulighed for at lære Cawi bedre at kende, og det giver læserne mulighed for at se hvordan alle de små tråde er vævet fra det ene univers, ind i det andet og tilbage igen. Hvordan altid er så dybt forbundet, men alligevel så dybt forskellig.

Ja, jeg kunne nok blive ved i afsnit efter afsnit, med at skrive om Crescenda og hele sjælevandrer universet. Jeg er dybt investeret i fortællingen og jeg kan kun sige at jeg på ingen måde er blevet skuffet eller mindre begejstret med det tredje bind i serien. Jeg er kun blevet begravet dybere i universet og blevet endnu mere begrejstret mens jeg har læst.

Crescenda får 5 hjerter ud af 5, og jeg ville ønske jeg kunne give den mere. Jeg ved ikke hvad det er, men Sjælevandrer serien har virkelig ramt noget i mig, og derfor skal Crescenda have den største ros, for om muligt at drage mig endnu længere ind.