Review - Sjælevandrer #2: Ourea af Charlotte Fischer

Anmeldereksemplar tilsendt fra Charlotte Fischer

Det er ingen hemmelighed, at jeg siden jeg blev færdig med at læse første bog i Sjælevandrer serien, har jeg ventet og ventet på jeg kunne finde økonomien til at købe flere bøger, så jeg kunne skaffe anden bind i serien, og læse mere af Cawi og Dahlia's historie.

Dog var jeg så heldig, at jeg ikke behøvede vente så længe, da jeg blev kontaktet og spurgt om jeg kunne tænke mig et eksemplar af bogen, og ja, ja det kunne jeg! Det kunne jeg rigtig meget. Kan vi tale om at være beæret? Jeg havde høje forventninger, da jeg i forvejen havde været rigtig glad for Diali (første bind i serien), så kunne Ourea (andet bind) leve op til de forventninger?

Ja. Ja, og atter ja. Hvis du har læst min anmeldelse af Diali, så ved du, at jeg havde rigtig mange ubesvarede spørgsmål da jeg var færdig med at læse den. (Har du ikke læst den, kan du finde den her.) Så en af de ting jeg virkelig ønskede mig af Ourea, var svar. Og f..... sparke-mig, om jeg fik svar! Hvad er Diali? Hvad er en sjælevandrer egentlig? Hvorfor findes der en sjælevandrer i vores verden? Det er blot nogle af de spørgsmål jeg havde og fik besvaret, og bless your soul hvor var det nogle både uventede men også fantastiske svar. Med Ourea har jeg fået et langt større indblik i hvordan universet hænger sammen og fungere. Jeg har fået en bredere forståelse for selve bogen. Samtidig med bogen ikke var til at lægge fra sig, når man først samlede den op.

Der var fart over feltet allerede fra det øjeblik jeg åbnede bogen og hele vejen til slut. Det gik stærkt, men ikke så stærkt at man ikke kunne følge med. Lige netop så stærkt at man blev holdt på kanten af sin stol og bare måtte læse videre. "Bare et kapitel mere," ved du nok. Det er nok noget af det jeg har sagt mig selv allermest mens jeg har læst Ourea. "Jeg burde gå igang med at lave aftensmad nu. Men lige et kapitel mere først.", "Jeg skal igang med lektierne. Men- bare et kapitel mere først.", "Jeg burde gå i seng. Men bare lige et kapitel mere." 

Ikke nok med, at jeg i Ourea fik lov at følge Dahlia og Cawi i deres videre liv sammen, deres op og nedture, og deres kærlighed. Jeg fik også lov til at følge deres børn. Helt specifikt ældste sønnen Colin. Jeg får lov at se ham følge i fars fodspor og jeg får lov at se ham forelske sig for første gang; at se Colin forelske sig så hovedkuls og elske et andet menneske så betingelsesløst gjorde mig varm ind i sjælen. Han er noget af en mand, ham Colin. Men må jeg for et kort øjeblik lige give kæmpe ros for, at der ikke bare er beskrevet en familie med pragteksemplarer af sønner der alle ligner deres hunk af en far? Kloge Christopher som på ingen måde kan leve op til sin storebror. I hvertfald i følge ham selv. Sødeste Hunter der lider af epilepsi. Jeg kan slet ikke begynde at finde ord til at beskrive, hvor fantastisk jeg synes det er, at Hunter har epilepsi. Det er selvfølgelig på ingen måde sjovt, men det viser bare en anden side af familien og det er senere i historien med til at vise hvordan hjælp kan komme fra de mest uventede steder. Endnu har vi ikke hørt meget om de to døtre i familien, men mit hjerte banker for alle tre af Wick-sønnerne.

Bogen er en opfølgning på den forrige bog Diali, som du nok allerede har gættet. I bogen oplever vi en fortælling om kærlighed, om styrke og om svaghed, om at overkomme de abstraktioner der bliver smidt i ens retning, om ikke at give op, og om styrken i tosomheden. Bogen tager emner op, som vi alle kunne tage til os, og lærer af i vores egne liv. Den berører emner omkring det fysiske såvel som det psykiske helbred. Noget der desværre stadig har tendens til at være taboo at snakke om; det psykiske helbred. Det er dejligt at sådanne emner kan berøres i en sådan udstrækning, og derved kan være med til at bryde nedbryde det taboo der stadig findes omkring det psykiske helbred. Don't get me wrong, det er ikke et nært så stort taboo længere, som det har været, men det gør det ikke mindre rart at se, at forfattere også tager emnerne med i deres bøger, og skaber yderligere awareness omkring det.

I bogen Ourea, er det tydeligt at der trods det virkelighedstro univers og alle disse emner jeg tidligere har nævnt, findes et klart og tydeligt element af fantasy. Kolde hårde diagnoser versus sjælevandrer? Jeg synes det er absolut fantastisk, at man får to så modstridende elementer til at fungerer og leve i tæt og velfungerende med hinanden. Jeg. Elsker. Det! Det er en anderledes måde at binde fantasy fast til "vores univers", som jeg endnu ikke har set nogen steder før.

På faldrebet er jeg også nødt til lige at uddele lidt mere ros end jeg allerede har gjort. Der skal simpelthen roses, for sex-scenerne. Jaja, lad mig nu lige forklare mig. Jeg er et menneske der normalt foretrækker engelske bøger frem for danske. Specielt hvis der er sex eller sexuelle emner med, fordi jeg normalt synes det er bedre beskrevet på engelsk, og på dansk gør det mig egentlig ofte bare lidt utilpas. Men her skal ros gives, for her fungerer det. Det fungerer og jeg sidder ikke tilbage og ønsker det havde været engelsk i stedet. Noget jeg endnu ikke har oplevet i andre bøger der berører de emner. Samtidig skal det roses for, at de er med til at understrege kærligheden og forholdet mellem de to parter, men uden det bliver altoverskyggende og tager fokus fra historien.

Nå, vi skal jo også igang med det der med en samlet vurdering af bogen, og lad mig sige én ting: Jeg har aldrig været så glad for, at have givet 4 hjerter til en god bog, som da jeg gav min anmeldelse til Diali. For det giver plads til at jeg kan give Ourea en endnu bedre anmeldelse, for Ourea er i min optik endnu bedre end Diali. Så derfor skal Sjælevandrer 2, Ourea have 5 hjerter.

5 hjerter til Ourea, og nu glæder jeg mig til at komme igang med 3. bind i serien, og jeg håber inderligt at den så kan leve op sine forgænger. Men mon ikke den gør!