Review - Til Aretz' Ende #1: Sumpbaronens Rejse af Christina E. Ebbesen
Efter en kortere periodes stilhed på bloggen hvad anmeldelser angår (I hvertfald fra min side), er det blevet tid til at jeg sætter mig foran tastaturet igen. For ikke mere end en halv time siden i skrivende stund, lukkede jeg Sumpbaronens rejse efter at have læst de sidste sider. Med historien frisk i erindringen er det blevet anmeldelsestid.
Lad mig starte med at sige, at helt og aldeles ærligt var Sumpbaronens Rejse ikke en bog jeg havde skænket mange tanker før min medblogger fortalte mig at den var lgbtq+. Da var det som om at det bare blev et must for mig at købe og læse den, for jeg har nok lidt en forkærlighed for litteratur om homoseksuelle mænd. Sue me. Så på Fantasy Festivallen i år skulle den bare med mig hjem. Og jeg har ikke fortrudt det valg whatsoever. Efter den udtalelse har du nok allerede gættet, at jeg godt kunne lide bogen, men hvor meget? og hvorfor? Det er det vi skal snakke om nu!
Lad os starte med min allerede nævnte forkærlighed for homoseksuelle mænd i litteratur. Der findes alt for lidt af dem, hvis du spørger mig, og derfor er det altid dejligt at finde bøger der tickler min fancy på det punkt. Men homoseksualitet er ikke altid lig med godt, det har jeg alligevel efterhånden lært. Men i Sumpbaronens rejse gør det utroligt meget godt for historien. Det stikker til fordomme i universet på Aretz. Det sætter et spirende venskab på prøve og det er venskabet holder trods prøvelsen i det, og de førnævnte fordomme, danner grobund for et endnu stærkere bånd mellem de to parter. Desuden bevirker et tidligere homoseksuelt forhold netop til at hele historien sættes igang. Den er stenen der falder i vandet med et plop, som danner ringene i overfladen, der er selve historien og den rejse Gavin og Robin sammen begiver sig på. Det bliver et element der har stor indflydelse på historien, men det gør det på en måde, hvor det ikke overskygger alt andet. Kudos for det.
Noget andet jeg også rigtigt gerne vil give bogen (og forfatteren) ros for, er den måde deres rejse bliver fortalt og oplevet på for læseren. Jeg skriver selv på et lavt amatør plan og der kan naturligvis ikke sammenlignes, da alle har forskellige skrivestile. Men jeg skriver selv. Og jeg har erfaret, at det for mig personligt er virkeligt svært at få rejsetid til at fylde ret meget mere end et par sætninger før "And then they arrived" sker, uden at det bliver tungt og ulideligt kedeligt at læse, føler jeg selv. Og hvis Christina Ebbesen har samme problem, så gør hun det enormt godt med at skjule det. For historien handler, som titlen også siger, om en rejse, og trods mine fordomme om det er svært at skrive, så virker det på ingen måde kedeligt eller tungt at læse i Sumpbaronens Rejse. Der sker hele tiden noget nyt, selvom det er det samme der sker, hvis det giver mening. Selvom de rejser, så kommer der løbende nye elementer i spil som gør bogen spændende og underholdende for læseren. Ja selv når de to rejsende har været fanget i deres bivuak i flere dage af gangen, føles det stadig ikke møjsommeligt at læse, for der netop kommer nye bolde i luften. De lærer ting om hinanden og deres forhold til hinanden udvikles.
Sumpbaronens Rejse er fængende og svært at lægge fra sig når man først kommer igang. Men det er ikke kun fordi den er spændende. For nu kommer vi til mit eneste kritikpunkt af bogen. Et kritikpunkt som er personligt, og måske ikke er til kritik fra andres side. Den er nemlig svær at lægge fra sig, på grund af de meget lange kapitler. Det er ikke fordi jeg ønsker mig kapitler på 3 sider af gangen, don't get me wrong. Men da jeg er typen der har meget svært ved at stoppe med at læse midt i et kapitel (også selvom der er afsnit) og godt kan lidt at kunne sætte mig og læse et kapitel i ny og næ hvor jeg måske ikke har en time eller mere til at sidde og læse, så bliver kapitlerne her lige lange nok til min smag. Jeg forstår dog godt hvorfor kapitlerne har den længde de har. Det giver mening for handlingen og for det der sker i hvert kapitel, så det er ikke ment som ene af skidt. For mig personligt kan jeg bare godt komme til at gå de længere mellem jeg samler en bog op, hvis jeg skal være sikker på at have tid til at færdiggøre kapitlerne der er det længere. Som sagt er det naturligvis mere en personlig holdning end et egentlig kritikpunkt; min medblogger Helene og jeg snakkede om det med længden for et par dage siden, og hun har personligt ingen problemer med lange kapitler og havde end ikke tænkt over de var lange, før jeg nævnte det.
Men det sat til side, så ændre det ikke på at det er en helt igennem fantastisk bog. Særligt taget i betragtning, at jeg for første gang nogensinde har været så opslugt af en bog, at jeg ikke har opdaget i min læsning, at jeg var fortsat på det næste kapitel, selvom jeg egentlig skulle være stoppet for at gå igang med opvasken. Det blev lige til lidt mere læsning den dag end først beregnet, men det er der vist ingen der har ondt af. Jeg kunne vist bare ikke få nok af de to skønne mandfolk jeg var på rejse med, i mit indre. For skønne, det er de. På hver deres måde. At se dem udvikle sig sammen var dejligt, og jeg kan ikke vente med at se dem udvikle sig yderligere i næste bog. Og forhåbentlig vokse sig endnu tættere i enden.
Ja hvad mere kan jeg sige? Læs den. Den er worth it! Nej, men for real, vi skal til det der med vurderingen. Er kapitlernes længde nok til at pille bogen ned fra de fem hjerter? Nej. Det er det ikke, for det er en personlig sag som jo ikke behøver være sandheden for andre, bare fordi den er det for mig. Det, samtidig med at det ikke har ændret på hvor meget jeg nød bogen.
Så fem hjerter til Sumpbaronens rejse. Fem hjerter fordi den har fået mig til at føle. Den har gjort mig glad og den er både godt skrevet og veludført. Man mærker tydeligt den enorme mængde tid og kræfter der er lagt i både bogen og universet i hvilket historien udfolder sig. Man mærker det, og det har givet pote.
Noget andet jeg også rigtigt gerne vil give bogen (og forfatteren) ros for, er den måde deres rejse bliver fortalt og oplevet på for læseren. Jeg skriver selv på et lavt amatør plan og der kan naturligvis ikke sammenlignes, da alle har forskellige skrivestile. Men jeg skriver selv. Og jeg har erfaret, at det for mig personligt er virkeligt svært at få rejsetid til at fylde ret meget mere end et par sætninger før "And then they arrived" sker, uden at det bliver tungt og ulideligt kedeligt at læse, føler jeg selv. Og hvis Christina Ebbesen har samme problem, så gør hun det enormt godt med at skjule det. For historien handler, som titlen også siger, om en rejse, og trods mine fordomme om det er svært at skrive, så virker det på ingen måde kedeligt eller tungt at læse i Sumpbaronens Rejse. Der sker hele tiden noget nyt, selvom det er det samme der sker, hvis det giver mening. Selvom de rejser, så kommer der løbende nye elementer i spil som gør bogen spændende og underholdende for læseren. Ja selv når de to rejsende har været fanget i deres bivuak i flere dage af gangen, føles det stadig ikke møjsommeligt at læse, for der netop kommer nye bolde i luften. De lærer ting om hinanden og deres forhold til hinanden udvikles.
Sumpbaronens Rejse er fængende og svært at lægge fra sig når man først kommer igang. Men det er ikke kun fordi den er spændende. For nu kommer vi til mit eneste kritikpunkt af bogen. Et kritikpunkt som er personligt, og måske ikke er til kritik fra andres side. Den er nemlig svær at lægge fra sig, på grund af de meget lange kapitler. Det er ikke fordi jeg ønsker mig kapitler på 3 sider af gangen, don't get me wrong. Men da jeg er typen der har meget svært ved at stoppe med at læse midt i et kapitel (også selvom der er afsnit) og godt kan lidt at kunne sætte mig og læse et kapitel i ny og næ hvor jeg måske ikke har en time eller mere til at sidde og læse, så bliver kapitlerne her lige lange nok til min smag. Jeg forstår dog godt hvorfor kapitlerne har den længde de har. Det giver mening for handlingen og for det der sker i hvert kapitel, så det er ikke ment som ene af skidt. For mig personligt kan jeg bare godt komme til at gå de længere mellem jeg samler en bog op, hvis jeg skal være sikker på at have tid til at færdiggøre kapitlerne der er det længere. Som sagt er det naturligvis mere en personlig holdning end et egentlig kritikpunkt; min medblogger Helene og jeg snakkede om det med længden for et par dage siden, og hun har personligt ingen problemer med lange kapitler og havde end ikke tænkt over de var lange, før jeg nævnte det.
Men det sat til side, så ændre det ikke på at det er en helt igennem fantastisk bog. Særligt taget i betragtning, at jeg for første gang nogensinde har været så opslugt af en bog, at jeg ikke har opdaget i min læsning, at jeg var fortsat på det næste kapitel, selvom jeg egentlig skulle være stoppet for at gå igang med opvasken. Det blev lige til lidt mere læsning den dag end først beregnet, men det er der vist ingen der har ondt af. Jeg kunne vist bare ikke få nok af de to skønne mandfolk jeg var på rejse med, i mit indre. For skønne, det er de. På hver deres måde. At se dem udvikle sig sammen var dejligt, og jeg kan ikke vente med at se dem udvikle sig yderligere i næste bog. Og forhåbentlig vokse sig endnu tættere i enden.
Ja hvad mere kan jeg sige? Læs den. Den er worth it! Nej, men for real, vi skal til det der med vurderingen. Er kapitlernes længde nok til at pille bogen ned fra de fem hjerter? Nej. Det er det ikke, for det er en personlig sag som jo ikke behøver være sandheden for andre, bare fordi den er det for mig. Det, samtidig med at det ikke har ændret på hvor meget jeg nød bogen.
Kommentarer
Send en kommentar