Review - Til Aretz' Ende #2: Bondekongens Rejse af Christina E. Ebbesen

Bondekongens Rejse er en efterfølger jeg glædede mig til i meget lang tid før den udkom, og som jeg ønskede at læse og anmelde så snart den landede med posten. Desværre havde livet andre planer, og jeg nåede ikke mere end et par kapitler før jeg måtte vie min tid og alt min energi til at skrive fagprøve og efterfølgende fagprøveeksamen.

Læsningen blev i en periode sat på pause, men tiden og overskuddet til læsning kom lige så langsomt tilbage. Da det endelig gjorde, tog det mig ikke mange eftermiddage efter arbejde, at konsumere resten af den bog jeg så længe havde glædet mig til at læse.En af de ting jeg hele vejen igennem første bog i serien og den tilhørende e-bogsnovelle har været imponeret over, er Christinas evne til at klemme ufatteligt meget handling ind i hendes bøger, uden det virker forhastet og overfladisk. Dette er også tilfældet i Bondekongens Rejse. Der sker noget hele vejen igennem bogen, det bliver på intet tidspunkt kedelig læsning, at følge de to hovedpersoner. Alligevel sad jeg efter at have læst bogen og fandt mig selv forundret over den store kontrast fra starten af bogen og til slutningen. Det imponerer mig, at der i en bog der ikke spænder over længere tid, kan ske så meget uden det virker overdrevent og forjappet. Dette vidner for mig om en god og gennemarbejdet balance i spændet af bogens handling.

Alt dette betyder netop, at der er en god fremdrift i handlingen. Så selvom der i Bondekonges Rejsen (ligesom i dens forgænger) er tale om et karakterdrevet plot, så sker der samtidig en hel masse omkring de to hovedpersoner, som de netop kan agerer med, lære af og connecte på baggrund af.

Nå ja, det kan jo selvfølgelig lede over til den ene ting som jeg allerede fra starten godt vidste der kunne blive problematisk for mig. Jeg nævnte det også i min anmeldelse af Sumpbaronens Rejse, og det er ligesom dengang mere en personlig sag en end generel sag, men nu kommer det alligevel: Kapitel længden. Jeg kan godt se at længden på kapitlerne giver mening for handlingen. Men for mig personlig er det bare liiige i overkanten for hvert enkelt kapitel, hvilket kan gøre læsningen en smule tungere for mig og mit udtalte koncentrationsbesvær, der gerne vil have mange, mange, mange afbræk. Derfor ved jeg også godt, at det ER en personlig sag, og det er ikke noget der vejer ned i min overordnede mening om bogen, for til trods for min preferænce, så har jeg alligevel gladeligt læst det meste af bogen på få dage.

Apropros karakterdreven, så vil jeg altså lige slå en streg for Gavins karakterudvikling. Selvom andre karakterer også udvilker sig, synes jeg specielt det er tydeligt med Gavin, at han rykker sig. I første del af bogen ser man ham pludselig træde ind i en lederrolle man ikke har set ham i, helt på samme måde tidligere. Siden sker der en masse ting der presser ham ud i en endnu større udvikling, der bare tromler mercilessly fremad i den sidste del af bogen. Han bliver tydeligt mere "woke" hen mod slutningen, selvom der naturligtvis stadig er nogle kulturelt tillærte aspekter i ham, han ikke bare lige kan slukke henover natten. Det er dejligt at se denne udvikling i karaktererne, og hvordan deres udvilking, sammen med den ydre stimuli og påvirkning, påvirker Gavin og Robins forhold til hinanden. Hermed betyder det naturligvis ikke, at de andre udvikliger sig i samme grad som Gavin. Det er netop noget af det Bondekongens Rejse gør rigtigt godt, det med karakterudvikling. Gavin er blot en af de karakterer hvor det står rigtigt tydeligt frem, i samspil med bogens handling.

Det er nok ikke nogen hemmelighed, at der i Bondekongens rejse bliver taget nogle barske emner op. Det gør der, og det er nok ikke for sarte sjæle. Derfor synes jeg det er vigtigt, at give et lille nod of approval, til forfatteren og forlaget, for at man har valgt at indsætte trigger warnings på de sider, hvor de barske emner bliver sat i spotlight. Barske emner, som jeg i øvrigt også gerne vil nævne, at der efter min mening er blevet behandet godt. Det bliver ikke romaticeret eller glorificeret. Det bliver ikke brugt for chok-value. Det bliver berørt fordi det spiller en rolle i historien og i karakterernes liv og deres videre færd. Det bliver altså berørt fordi emnet har relevans og uden at blive gjort til noget smukt.

Da jeg blev færdig med Bondekongens Rejse lukkede jeg bogen med et lille smil på læben og en bittersød smag i munden. Slutningen på bogen er sød og varm, men med tanke på alt det der har ledt op til det punkt, giver det et lille stik i hjertet for de kære hovedpersoner. Broer bliver brændt og meget bliver efterladt i fortiden, hvilket både er en smule tragisk, men giver også en smuk åbning for fremtidige eventyr for de to venner. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

I løbet af bogen sker der som sagt rigtigt meget, og jeg synes det bliver gjort et rigtigt godt job med at få lukket spørgsmål og bundet knuder på ting der ellers kunne være blevet til løse ender eller føles "glemt" i det store billede. Der er stadig ting der stadig er uvisse da bogen er slut, men disse ting var der alligevel samlet fint op på, så man ikke sad med en følelse af, at noget der er sket eller nævnt på de mange sider, er uafklarede. Det bliver altså bundet et par knob som siden leder ind i den spændende nye der skal komme, når vi engang skal mødes med de to unge mænd igen, i det næste bind af serien.

Hvis du ikke allerede kunne fornemme det ud fra alt det ovenstående, så er jeg meget begejstret for den her bog. Jeg er generelt begejstret for universet og for karaktererne, og Bondekongens Rejse er ikke en undtagelse.

Derfor giver jeg bogen fem hjerter, selvom jeg måske lå lidt på vippen mellem, om bogen skulle have fire eller fem hjerter. Dette i betragtning af at bogen måske ikke for alle, da der netop bliver berørt nogle barske emner. (Disse kan det dog undgåes at få udspecificeret ved at springe over de sider der er markeret med trigger warnings, skulle det være nødvendigt.) Jeg vælger dog at gå med min personlige mening, og giver den derfor de fem ud af fem hjerter.