Review - Sjælevandrer #1: Diali af Charlotte Fischer

På årets fantasy festival brugte jeg mine simple sparepenge på at købe den bog der talte absolut mest til mig på festivallen, da jeg netop kun havde råd til at købe én. Åh ja, det søde liv på SU. Jeg købte første bog i serien Sjælevandrer, med undertitlen Diali. En spøjs titel, som kan være interesseindgydende når man ser bogen fordi, "Hvad er det egentlig?". Det er noget af det man får svar på i løbet af bogen, og det er lige så interessant som det lyder.

Mens jeg læste følte jeg et væld af forskellige følelser. En ting der plejer at være et rigtig godt tegn når man læser en bog, og det var det helt sikkert også her. Det at følelserne kan række ud gennem bogens sider og kravle ind i hjertet på én, vidner om at bogen kan noget.

Historien man mødes af i Diali, er for mig både nervepirrende, spændende og hjertevarm. Dog rammes man også af frustration over hovedsageligt Cawi, men til tider faktisk også Dahlia. Deres handlinger skaber en skøn historie, men man kan ikke lade være med til tider at have lyst til at råbe lidt af dem begge to, at nu må de lige tage sig sammen og indse at deres opførsel ikke gør hinanden en tjeneste.

Lyder det kryptisk? Det er det faktisk slet ikke. Det er ganske simpelt kærlighed. Og hvad siger man om kærlighed? At den gør dum, og det er specielt Cawi et levende billede af. Han er villig til at gøre alt for, at Dahlia skal få et lykkeligt liv, inklusive at skubbe hende væk, da de kommer til den nye verden. Han har flere gange sat livet på spil for hende, for at beslutte at hun må have det bedre uden ham, da de rammer den nye verden. Hvad han dog ikke indser er, at han sårer hende mere end han hjælper hende, ved at vende hende ryggen. Man ved jo når man læser bogen, at han handler i absolutte bedste hensigt, men gud hvor har man lyst til bare at råbe af ham, at han er et fjols.

Heldigvis er det netop det der virkeligt viser at jeg elsker en bog, når det får mig til at føle den slags ting. Specielt når man så kan sidde yderst på stolen og vente på hvad der nu sker, om han faktisk snart vender tilbage og giver efter for sin kærlighed.

Jeg elsker romancen i Diali, men det er langt fra det eneste der er vigtigt i historien. Cawi og Dahlia er barndomsvenner; og jeg mener virkeligt barndomsvenner. De har været uadskillelige siden de blev født, i Roneoark. Roneoark ligger ved kysten, på den ene side af "Den permanente storm". En elektrisk storm der konstant hænger faretruende over bjergene. En storm, Cawi og Dahlia må flygte igennem, da Roneoark rammes af en tvillingetsunami, der jævner deres barndomsby med jorden. Cawi og Dahlia er de eneste overlevne og Cawi's stærke fornemmelse af at der er liv på den anden side af stormen, sætter dem i bevægelse.

De må sammen arbejde mod naturens luner og kæmpe for overlevelse i vildmarken og i den permanente storm, før det lykkes dem at komme til den anden side. Det er en lang og anstrengende rejse for dem begge, men til sidst lykkes det for dem. De kommer til en stor by på den anden side, med helt andre forudsætninger end hvad de kommer fra, og må begge starte på en frisk i en helt ny tilværelse. Her møder de begge nye udfordringer som de både sammen og hver for sig må søge at overkomme. Hvad der sker, vil jeg dog lade jer selv læse jer frem til, for der skal jo være både spænding og overraskelser tilbage til læseren, når man åbner bogen og går igang med at læse den, efter at have læst med her også.

Det eneste der forstyrrede min læsning en smule, var den måde starten af historien var skrevet på. Før Tsunamierne ramte Roneoark. Historien om Dahlia og Cawi's opvækst var meget hurtigt gennemgået og på sin vis er det egentlig ikke skidt. Det er jo egentlig ikke det historien handler om. Men da jeg startede med at læse var jeg en smule forvirret, for hvis det var meningen det var det hele historien skulle handle om, føltes det meget hurtigt i måden det var skrevet på. Man finder dog ud af at dette ikke er sådan det faktisk er, og historien falder herefter ind i en rytme der er behagelig og flydende at læse. Altså var det en forstyrrelse man hurtigt lærte baggrunden for, og som egentlig ikke virkede forvirrende når man forstår grunden for, at det er skrevet på den måde.

Jeg giver Diali 4 ud af 5 hjerter, fordi historien er super god og jeg glæder mig rigtigt meget til at læse den næste. Jeg sidder tilbage med spørgsmål om Cawi og selve det at være sjælevandrer, som jeg ville ønske jeg havde fået besvaret. Men på den anden side holder de mig også til ilden, og gør at jeg glæder mig det mere til at læse den næste. Både for at følge historiens videre gang, men også for forhåbentligt at få besvaret mine spørgsmål.