Review - Til Aretz' Ende prequel: Flugten Fra Ildvæveren af Christina E. Ebbesen

I sidste uge måtte jeg gå hjem fra arbejde på grund af sygdom. Og når man er syg, så har jeg hørt nogen sige engang, at man godt må forkæle sig selv. Og med nogen, så mener jeg mig. Det var mig der sagde det. Jeg hørte mig selv sige det. Og derfor var jeg jo nødt til at forkæle mig selv, og det gjorde jeg så, for jeg købte forhistorien til Sumpbaronens Rejse, Flugten Fra Ildvæveren.

Jeg indrømmer blankt, at jeg har nogle bøger som kæmper sig vej ind i mit hjerte, og bare får en helt speciel betydning for mig. De rammer et meget specifikt punkt inde i mig, som jeg ikke kan sætte en finger på, og de kan noget særligt for mig. Sumpbaronens Rejse var en af dem, trods jeg faktisk ikke regnede helt med at den ville blive det. Men de seneste uger har jeg tænkt mere og mere på den og pludselig var den bare nået helt ind. Derfor skulle jeg da uden tvivl læse forhistorien, og derfor blev Flugten Fra Ildvæveren min selv-forkælelse under sygdommen sidste uge.
Lad os bare sige med det samme at den e-novelle er intens. Allerede fra først sætning kastes man direkte ind i handlingen og ind i grusomhederne. Og grusomheder, det er det. Jeg bliver smidt direkte ind i den slags scener jeg selv elsker at skrive, og hvor fingrene bare flyver henover tasterne, når jeg udfolder mine amatørskriverier.  Men pludselig sidder jeg på den anden side af det hele og mit lille hjerte brast for min søde lille elver-mus.

På meget få sider, er det lykkes for Christina E. Ebbensen at skabe en dyster stemning og at formulerer den gru Rubin oplever til læseren, på en sådan måde at man sidder tilbage med ondt i sjælen. Rubin oplever så meget på de 32 sider, og han udsættes for så mange ubehageligheder, at jeg ikke kan andet end at være imponeret over at man kan få det hele med, uden at gå på kompromis med tempoet og stemningen i historien. 

Egentlig så kender man jo allerede til en stor del af, hvad der sker i Flugten Fra Ildvæveren, hvis man har læst Sumpbaronens Rejse (hvilket jeg går ud fra man har) på forhånd. Men det betyder ikke at det gør historien mindre spændende at læse, for selvom man ved en del af hvad Rubin har været igennem med Damian, Ildvæveren, så får man i e-novellen her et nyt syn på hvordan, frem for bare hvad. At have et hvordan til hvad'et giver en helt anden sammenhæng i begivenhederne der hjemsøger Rubin, og det skærer læseren endnu mere i hjertet end det allerede gjorde i Sumpbaronens Rejse. 

Flugten Fra Ildvæveren er barsk, men den taler alligevel også om venskaber. Venskaber, og måske endda næstekærlighed, der træder i tydelig karakter da Rubin endelig ser sit snit til at flygte. Det ses i måden folkene omkring ham agerer i situationen, hvordan de trods strenge ordre alligevel holder lidt igen, for at give den unge elver en chance. Og hvordan nogen hjælper ham, trods de aldrig har mødt ham før i deres liv. Det handler naturligvis også om tillid til de folk som siger god for Rubin, men langt hen ad vejen kunne man argumenterer for, at havde tilliden og venskaberne ikke været der, så var Rubin måske aldrig undsluppet, og måske havde ingen så i virkeligheden hjulpet ham.

Intens læsning, det er helt sikkert, men jeg kan jo kun sige at Christina har gjort det mindst lige så godt med forhistorien som med første bind af serien "Til Aretz' Ende". Derfor skal e-bogen have 5 ud af 5 hjerter.
Slutteligt vil jeg anbefale alle der har læst Sumpbaronens Rejse, også at læse Flugten Fra Ildvæveren. Og har du ikke læst Sumpbaronens Rejse, så læs lige den, og gå så igang med Flugten Fra Ildvæveren bagefter.

Kommentarer

  1. Tak for anmeldelsen :)
    Ja, det er lidt sært med en FOR-historie, der måske gør sig bedst ved at blive læst EFTER romanen.
    Men det er jo en lille smule spoiler-agtigt at læse Flugten fra Ildvæveren før Sumpbaronens rejse, mht tragic backstory og væver-evner... men selv hvis man læser novellen først, så man ikke undrer sig med Gavin i romanen, når han prøver at regne Rubin ud, så har man så glæden af at tænke: Gavin din store spade, kan du så give Robin et knus og det ' lige nu! ... og det kan jo også være en rar læseoplevelse, at være klogere end karakteren, og krumme tæer, når han drager forhastede konklussioner ^___^

    SvarSlet

Tilføj en kommentar