Review - Endgame #3: Spillets Regler af James Frey og Nils Johnson-Stelton
Jeg er endelig blevet færdig med at læse den sidste bog i Endgame serien. Jeg har elsket Endgame allerede fra starten og det er bestemt ikke noget der har ændret sig.
Igennem Spillets Regler, som den tredje bog hedder, har jeg mærket mange forskellige og endda modstridende følelser. Jeg har bidt negle af spænding, jeg har følt hjertet svulme i mit bryst, jeg har været så glad at jeg smilede fjoget fra øre til øre. Men jeg har også været så frustreret, at jeg havde lyst til at kaste bogen fra mig og vræle højlydt.
Ja, mine følelser har været meget blandede, men hvad jeg så egentlig synes om bogen, er jo det vi er her for at få svaret på. Så spænd sikkerhedsselen og gør klar til afgang!
Først og fremmest er jeg nødt til at give kæmpe ros for mængden af research der må være lagt i for at skrive denne bog. For ikke at sig hele serien. Mens jeg har læst serien blev jeg mere og mere nysgerrig, da en af de 12 slægter er olmeker slægten og jeg vidste på forhånd at olmeker folket rent faktisk har eksisteret. Dog kunne jeg ikke genkende navnene på de andre slægter; Mu, Shang, Aksumit, Nebatær, Cahokia, Donghu, Minoisk, Koori, La Téne, Herappa, Sumer. Så hvad gør en lille nørd når hun bliver nysgerrig? Hun går selvfølgelig på google og søger svar. Alle slægterne i bøgerne, viser sig rent faktisk at være forskellige folkeslag, der rent faktisk har eksisteret. Siden er min nysgerrighed steget og jeg har ligeledes søgt efter mange af de forskellige monumenter, knyttet til de forskellige slægter, og endnu engang er det rent faktisk noget der er undersøgt grundigt af forfatterne. Jeg er dybt imponeret.
Men hvad så med selve historien? Nu har jeg jo endelig fået afslutningen på spillet og jeg er så glad for jeg bed min nærighed i mig og fik købt den sidste bog så hurtigt efter jeg læste nummer 2. Jeg er stadig fuldstændig overvældet, selvom det efterhånden er et par uger siden jeg faktisk blev færdig med bogen. Først havde jeg lidt svært ved at tage mig sammen til at komme igang med bogen, men da jeg så fik samlet bogen op, kunne jeg nærmest ikke stoppe igen. Jeg sad på kanten af sofaen og læste i spænding. Jeg fulgte med i, hvordan nogen af spillerne begyndte at spille sammen, i stedet for imod hinanden i forsøget på at stoppe Endgame. Jeg fulgte lige så spænd med de to ensomme spiller, hvoraf en spiller for at vinde, mens en anden spiller for døden. Endnu mere spændt var jeg næsten, og dybt foraget da en af Skaberne, Kepler 22b, som har sat spillet igang, pludselig blander sig i spillet, selvom reglerne tydeligt siger at Skaberne under ingen omstændigheder vil eller må blande sig. Men Kepler 22b blander sig. Endda på opfordring af de andre Skabere. Sikke nogen snuskede snydere!
Ligesom i de foregående bøger, har jeg mens jeg læste Spillets Regler rødmet og følt mit hjerte bruse over af lykke, mens jeg læste om den rene, unge med også hede kærlighed mellem to af spillerne. Uskylden og tilliden i deres forhold til hinanden, i barske tider hvor de egentlig burde bekæmpe hinanden er så smuk og rørende at det gør mig helt blød i knæende og rød i kinderne. Jeg kunne ærligt bare tale om dem og deres forhold i evigheder, men for nu vil vi lade det ligge her. Jeg talte vist nok om det, i min anmeldelse af Endgame #2 Himmelnøglen.
Men nu er det hele jo ikke kun godt og imellem de mange dødsfald og mord er der én død der står ud fra resten. Uden at nævne nogen navne, og spoile det hele for potentielle læsere, så dør min absolutte yndlings spiller i denne bog. Hans død er så pludselig og fuldstændig brutal at jeg følte mit hjerte blive flået ud af brystet på mig. Jeg havde virkelig håbet og faktisk også lidt forventet at han ville klare det og overleve det hele. Jeg troede virkelig han var kommet uden om den lurerne fare, da han pludselig rammes direkte i hovedet med en kugle, der farver scenen med både blod og hjernemasse. jeg var på ingen måde klar, og at han så skulle dø så brutalt og pludseligt gav mig lyst til at smide bogen ud af vinduet og se hvor langt den kunne flyve. Jeg tror aldrig før jeg er blevet ramt så hårdt af følelsen NOPE i hele mit liv.
Da dette først skete, var jeg ikke sikker på jeg kunne overtale mig selv til, at samle bogen op igen og læse slutningen, så ked af det var jeg, over at miste min yndling. Men det lykkedes mig til sidst at tage mig sammen til at få læst det sidste, så med tungt hjerte og blandede følelser samlede jeg bogen op igen for at læse videre. Selvom jeg stadig er lidt mere berørt over hans død end jeg måske burde efter så lang tid, er jeg nu glad for jeg gjorde det. Bogen har en fantastisk slutning og vi får lov til at se hvordan, selvom jorden er smadret efter de mange begivenheder og meteornedslaget Abaddon, så forsøger befolkningen lige så langsom at stable et samfund på benene igen. Jeg nød virkelig at se hvordan de overlevende endte med at finde hinanden som venner, på trods af alt der er sket. Jeg blev specielt rørt over at læse hvordan samfundet endnu var meget skrøbeligt men mange år ud i fremtiden havde en positiv udvikling at se frem til.
Alt i alt er jeg igen blevet dybt imponeret og ikke mindst rørt over serien og ikke mindst den sidste bog. Bogen er super god og jeg må virkelig sige at Endgame er helt igennem fantastisk. Spillets Regler er en dejlig fortælling og jeg vil derfor give bogen 4 ud af 5 hjerter.
Jeg ville have elsket af give den afsluttende bog 5 hjerter, men fordi den fuldstædig kvaste mit hjerte i smadder på grund af døden af min skønne skønne yndling, må James Fey og Nils Johnson-Stelton nøjes med 4, så jeg kan tage det sidste til mig selv, som plaster på såret.
Ja, mine følelser har været meget blandede, men hvad jeg så egentlig synes om bogen, er jo det vi er her for at få svaret på. Så spænd sikkerhedsselen og gør klar til afgang!
Først og fremmest er jeg nødt til at give kæmpe ros for mængden af research der må være lagt i for at skrive denne bog. For ikke at sig hele serien. Mens jeg har læst serien blev jeg mere og mere nysgerrig, da en af de 12 slægter er olmeker slægten og jeg vidste på forhånd at olmeker folket rent faktisk har eksisteret. Dog kunne jeg ikke genkende navnene på de andre slægter; Mu, Shang, Aksumit, Nebatær, Cahokia, Donghu, Minoisk, Koori, La Téne, Herappa, Sumer. Så hvad gør en lille nørd når hun bliver nysgerrig? Hun går selvfølgelig på google og søger svar. Alle slægterne i bøgerne, viser sig rent faktisk at være forskellige folkeslag, der rent faktisk har eksisteret. Siden er min nysgerrighed steget og jeg har ligeledes søgt efter mange af de forskellige monumenter, knyttet til de forskellige slægter, og endnu engang er det rent faktisk noget der er undersøgt grundigt af forfatterne. Jeg er dybt imponeret.
Men hvad så med selve historien? Nu har jeg jo endelig fået afslutningen på spillet og jeg er så glad for jeg bed min nærighed i mig og fik købt den sidste bog så hurtigt efter jeg læste nummer 2. Jeg er stadig fuldstændig overvældet, selvom det efterhånden er et par uger siden jeg faktisk blev færdig med bogen. Først havde jeg lidt svært ved at tage mig sammen til at komme igang med bogen, men da jeg så fik samlet bogen op, kunne jeg nærmest ikke stoppe igen. Jeg sad på kanten af sofaen og læste i spænding. Jeg fulgte med i, hvordan nogen af spillerne begyndte at spille sammen, i stedet for imod hinanden i forsøget på at stoppe Endgame. Jeg fulgte lige så spænd med de to ensomme spiller, hvoraf en spiller for at vinde, mens en anden spiller for døden. Endnu mere spændt var jeg næsten, og dybt foraget da en af Skaberne, Kepler 22b, som har sat spillet igang, pludselig blander sig i spillet, selvom reglerne tydeligt siger at Skaberne under ingen omstændigheder vil eller må blande sig. Men Kepler 22b blander sig. Endda på opfordring af de andre Skabere. Sikke nogen snuskede snydere!
Ligesom i de foregående bøger, har jeg mens jeg læste Spillets Regler rødmet og følt mit hjerte bruse over af lykke, mens jeg læste om den rene, unge med også hede kærlighed mellem to af spillerne. Uskylden og tilliden i deres forhold til hinanden, i barske tider hvor de egentlig burde bekæmpe hinanden er så smuk og rørende at det gør mig helt blød i knæende og rød i kinderne. Jeg kunne ærligt bare tale om dem og deres forhold i evigheder, men for nu vil vi lade det ligge her. Jeg talte vist nok om det, i min anmeldelse af Endgame #2 Himmelnøglen.
Men nu er det hele jo ikke kun godt og imellem de mange dødsfald og mord er der én død der står ud fra resten. Uden at nævne nogen navne, og spoile det hele for potentielle læsere, så dør min absolutte yndlings spiller i denne bog. Hans død er så pludselig og fuldstændig brutal at jeg følte mit hjerte blive flået ud af brystet på mig. Jeg havde virkelig håbet og faktisk også lidt forventet at han ville klare det og overleve det hele. Jeg troede virkelig han var kommet uden om den lurerne fare, da han pludselig rammes direkte i hovedet med en kugle, der farver scenen med både blod og hjernemasse. jeg var på ingen måde klar, og at han så skulle dø så brutalt og pludseligt gav mig lyst til at smide bogen ud af vinduet og se hvor langt den kunne flyve. Jeg tror aldrig før jeg er blevet ramt så hårdt af følelsen NOPE i hele mit liv.
Da dette først skete, var jeg ikke sikker på jeg kunne overtale mig selv til, at samle bogen op igen og læse slutningen, så ked af det var jeg, over at miste min yndling. Men det lykkedes mig til sidst at tage mig sammen til at få læst det sidste, så med tungt hjerte og blandede følelser samlede jeg bogen op igen for at læse videre. Selvom jeg stadig er lidt mere berørt over hans død end jeg måske burde efter så lang tid, er jeg nu glad for jeg gjorde det. Bogen har en fantastisk slutning og vi får lov til at se hvordan, selvom jorden er smadret efter de mange begivenheder og meteornedslaget Abaddon, så forsøger befolkningen lige så langsom at stable et samfund på benene igen. Jeg nød virkelig at se hvordan de overlevende endte med at finde hinanden som venner, på trods af alt der er sket. Jeg blev specielt rørt over at læse hvordan samfundet endnu var meget skrøbeligt men mange år ud i fremtiden havde en positiv udvikling at se frem til.
Alt i alt er jeg igen blevet dybt imponeret og ikke mindst rørt over serien og ikke mindst den sidste bog. Bogen er super god og jeg må virkelig sige at Endgame er helt igennem fantastisk. Spillets Regler er en dejlig fortælling og jeg vil derfor give bogen 4 ud af 5 hjerter.
Kommentarer
Send en kommentar