Review - Død verden #1: Monstre af Louise Haiberg

Her på bloggen har vi generelt haft meget delte meninger, hvad angår hele den hersens zombie-hype. Jeg har længe været meget skeptisk, og jeg næster stadig at se både zombie film og serier. Det er alligevel for meget for min sarte sjæl. Men som bog kommer man jo ikke til at se på at det klamme trods alt, så måske er det ikke så slemt.

"Monstre", det første bind i serien "død verden", blev den første zombie-bog jeg nogensinde har købt og den første jeg har læst. Pt. er den også den eneste, men det bliver den nok alligevel ikke ved med at være, særligt nu da min nysgerrighed er vagt i lige netop denne serie.
Da jeg startede med at læse bogen, kan jeg nok ikke løbe fra at jeg var en smule biased, for når det kommer til zombier har jeg altid stået lidt på bagbenene. Men det siges jo, at det er en god ting, at prøve nye ting. Så jeg prøvede. Og jeg hverken døde af det, fik mareridt eller lyst til at kaste op, så det er allerede gode tegn. Når det kommer til det rent visuelle er jeg meget sart, og derfor ser jeg simpelthen ikke serier og film med zombier, for de er ulækre og jeg kan ikke magte det i mit lille hoved. Men som bog var det faktisk slet ikke skidt, fordi jeg stadig fik det klamme med, men uden at se på det. Men helt konkret er det jo ikke zombier generelt det skal handle om her, men bogen Montre og hvad jeg oplevede med den.

Så, min første zombiebog. Jeg kan starte med at sige, at jeg blev positivt overrasket, mine forudindtagelser om zombie-ting, taget i betragtning. Starten minder om, hvad jeg formoder er den typiske start på en zombie apokalypse. En virus der spredes, og gør befolkningen syge. De syge "forvandles" til zombier, og zombierne er sultne, obviously. Og flere og flere tilslutter sig zombierne efter at være blevet bidt af dem. Alt i alt et skrækscenario, som forståeligt for Rebecca til at springe i bevægelse, ligesom andre levende. At starten er meget "typisk", i hvert fald i forhold til hvad jeg tror en zombiebog/serie/film er, er dog ikke nogen dårlig ting. Det gør scenarioet genkendeligt, trods zombier jo ikke ligefrem er noget vi har rendende rundt i baghaven.

Rent lavpraktisk skal bogen have stor ros for, at være let at læse. Når man går igang med at læse, bevæger man sig hurtigt ind i et stadie af flow, baseret på en behagelig læserytme, sammen med et skrevet sprog der er dejligt let at forstå. En del af bogen er skrevet i dagbogsform, som var det Rebecca (herefter kaldet Nera) selv, der har skrevet i bogen. Man kan tale om, at den slags i nogle tilfælde kan gå ind og forstyrre flowet, hvis teksten er svær for øjnene at læse. Det er dog ikke et problem i denne bog, da der tydeligt er tænkt meget over at vælge en skrifttype der både ser autentisk ud, men som stadig er let at læse.

I skrivende stund har min medblogger og jeg haft en lille snak om noget, der undrede mig lidt i forbindelse med bogen. Jeg studsede nemlig over, at man meget tidligt kaldte de inficerede for zombier. I mit hoved virkede det meget pludseligt, men min medblogger som har læst nogen flere zombiebøger end mig, argumenterer til gengæld for, at det er forfriskende at man kalder en spade for en spade. Som hun ser det, er det alt for sjældent at folk faktisk vil kalde en zombie for en zombie, og stillet op på den måde, må jeg erklære mig enig. Uden noget at sammenligne med, har jeg selvfølgelig ikke kunne sætte det op mod andre medier hvor man overhovedet ikke bruger ordet.

Når man kommer omtrent halvvejs ind i bogen, eller måske lidt længere, sker der noget totalt uventet. Selv hvis man havde forventet at der ville kommet et plottwist undervejs, så tror jeg ikke noget kunne have forudset dette twist! Det var et øjeblik hvor jeg stoppede op og tænke "vent.... hvad?" og var efterladt en smule paf. Men det varede ikke længe, for det jeg læste videre fungerer det faktisk rigtig godt med det twist der blev introduceret i historien. Det fungerede til trods for min undren, og det provokerende en ny form for nysgerrighed og interesse i mig.

Det samme gjorde slutningen. Man forlader første bog på et tidspunkt, hvor man forventer at der skal til at ske store omvæltninger i Neras (og bedstevennen Aidans) liv. Det kan virke en smule brat, men alligevel er det brat på en god måde, hvis man kan sige det sådan, for det indkapsler læseren, og giver dem lysten til at læse videre asap.

Så for min første zombie bog, får denne "Monstre" fire hjerter ud af fem.

Jeg har været godt underholdt undervejs, og jeg glæder mig til at følge Nera og Aidan i de næste bøger!