Review - Død Verden #2: Utopia af Louise Haiberg

Anmeldereksemplar tilsendt af Louise Haiberg

Tidligere på året blev vi, sammen med en række andre bloggere inviteret til et even, i forbindelse med udgivelsen af Død Verden 4: Forenet. I den forbindelse var Louise så sød, at hun ville forære os alle de bind af serien vi nu måtte mangle. Eventet skulle faktisk have været idag, men på baggrund af den situation Danmark og resten af verden står i lige pt, måtte Louise træffe den sørgelige, men absolut fornuftige beslutning allerede tidligt, at aflyse eventet. I den forbindelse tilbød hun i stedet at fremsende bøgerne til bloggerne, og jeg vil lægge ud med at sige stor tak for det.

Jeg er i skrivende stund lige blevet færdig med at læse andet bind i serien, Utopia. Jeg har i bogstaveligste forstand ikke nået andet end et toilet besøg, at hente et glas vand og ae hunden før jeg satte mig til tastaturet for at skrive mine tanker ned i en anmeldelse.

Som jeg nævnte i min anmeldelse af første bog i serien, så har jeg aldrig tidligere været den store fan af zombie-temaet. Jeg er sart og jeg synes de er klamme. Men det sagt, så kunne jeg faktisk godt lide det første bind. Og andet bind, ja det faldt også i god jord.

I Utopia er Nera og Aidan og deres gruppe nået den såkaldte "sikre zone". De er nået frem til en by, et område, kaldet Vita, som efter sigende skulle være sikkert for menneskene at leve og bo i. Der er ingen zombier og det føles som et lille stykke af den gamle verden midt i alt det døde. En lille bid af den gamle verden, fra før zombierne overtog og alt styrtede i grus. Nera skriver stadig i dagbogen, og man får igennem hendes øjne et indblik i, at der måske er nogle ting der ikke er helt så vidunderlige som de fremstår, i denne hersens sikre zone.

Bogen handler overfladisk set om deres nye tilværelse i Vita. Det såkaldte Utopia. men ser man så lidt dybere end bare det overfladiske af at man følger deres nye hverdag, så handler Utopia for mig, dybere set også om eftervirkningerne, efter at have levet i den døde verden så længe. Eftervirkningerne efter et liv hvor hjernen konstant er i højeste beredskab, og efter et liv hvor man bogstaveligt talt har måttet kæmpe for sit liv i hvert et øjeblik. Og det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Jeg kan rigtigt godt lide, at ikke alle bare falder tilbage i den komfortable livsstil der hænger sammen med den civiliserede verden. Det interesserer mig og virker virkeligt godt for mig, at se hvordan nogle karakterer oplever symptomer der mest af alt minder om angstanfald, efter de mange forfærdelig og gruopvækkende oplevelser i verden udenfor. Det gør det i virkeligheden mere troværdigt for mig, for havde alle bare lænet sig tilbage, havde det været yderst utroværdigt for mig som læser. Det skal der virkeligt roses for.

Nera gennemskuer hurtigt at glansbilledet måske ikke er helt så perfekt som det ser ud til på overfladen, og det er spændende for mig at sidde og forsøge at gætte med på, hvad svarerne på hendes mange spørgsmål faktisk er. Endnu må jeg desværre indrømme at det ikke er lykkes mig at gætte rigtigt nogen steder endnu. Øv. Men gør det i virkeligheden noget? Det synes jeg faktisk ikke, får det holder mig fanget og "it keeps me guessing". På den gode måde. Dog er der et lille minus ved det, og det er, at på grund af de mange hemmeligheder og undvigende svar kommer Bane til at virke en smule passiv for mig. Han er en spændende karakter, og jeg ved der gemmer sig meget bag hans facade, men på grund af alle de svævende svar der lukker samtalerne før de knap er begyndt, efterlader mig med en følelse af at der kunne være mere. Dog har jeg på fornemmelsen at der nok skal komme mere til ham i de næste bøger, så jeg er stadig fortrøstningsfuld, selvom han i denne bog minder mig mest af alt om en sutteklud. En sexet vampyrelever sutteklud.

Sidst i bogen får man endelig nogle svar på de mange spørgsmål som Nera, og jeg selv, har sat og ventet på at få, og det var læsetiden værd, det er helt sikkert. Det er gjort på en fin måde med en ligeså fin grænse på hvad man faktisk får at vide, og hvad der er "left unsaid". En hårfin grænse der efterlade lige nøjagtigt spørgsmål nok til, at man ikke bliver frustreret af uvidenheden men fortsat er nysgerrig og har lyst til at samle næste bog op og læse videre og se hvad der ellers er gemt bag facaderne.

Endnu engang vil jeg også slutteligt lige give en omgang ros for opsætningen af bogen. I min anmeldelse af Monstre roste jeg forfatter og forlag osv. for at være så opmærksomme på at bruge en læselig font til alle dagbogsudsnittende. Siden har jeg erfaret at det i virkeligheden er Louise Haiberg selv der skriver alle udsnittene i hånden, hvorefter de indkorporeres i den trykte bog. Se dét er sejt, og det kaldes dedikation. Det gør det hele en lille smule mere fedt og en lille smule mere personligt for læseren. Det kan jeg rigtigt godt lide. Som om man faktisk læser i nogens dagbog, som har oplevet alt det her. Så det er lige endnu en lille rose som bog og forfatter fortjener.

Jeg er stadig ikke sikker på om zombiebøger er helt vildt meget min ting. Jeg tror aldrig det bliver det. Men Død Verden kan alligevel et eller andet, og jeg kan virkeligt godt lide den.

Derfor vil jeg give Utopia fire ud af fem hjerter. Kan man lide zombier, så er den god. Er man skeptisk, så er den faktisk stadig god. Så uanset ved synes jeg den er værd at give et skud.