Review - Død Verden #3: Håb af Louise Haiberg

Anmeldereksemplar tilsendt af Louise Haiberg

Den sidste måneds tid har for vores vedkommender været fyldt med en masse skrivning, da vi begge deltog i Camp NaNoWriMo. Derfor tog jeg revanche med læsning så snart april måned var omme. Jeg kastede mig over tredje bind i serien Død Verden, af Louise Haiberg, og min tid blev dedikeret til at læse den, og efter et par dage var den slugt.

Allerede nu, kan jeg godt afsløre, at Håb, som det tredje bind hedder, indtil videre er min yndlings i bog serien. Det kunne jeg mærke allerede tidligt i bogen og hele vejen igennem og til slut blev jeg bekræftet i, at denne i min mening, er den bedste del af Nera's historie indtil videre.Jeg sad idag i et roligt øjeblik på arbejde og fik skrevet et par stikord ned til, hvilket punkter jeg gerne ville igennem når jeg senere skulle sætte mig ned og give en anmeldelse af bogen, og det første jeg skrev ned var "anderledes". Anderledes i den forstand at der faktisk er meget der er anderledes i Håb. Naturligvis er det de samme rammer der er sat for historien. Verden er død. Zombierne har overtaget. Vampyrer og Elvere er én og samme væsen og er ganske ægte. Sikre zoner og Neras dagbog. Men bogen er anderledes fordi der kommer en masse nye følelser, ideer og tanker i spil, og det er noget af det jeg hæftede mig meget ved og godt kunne lide.

Først og fremmest kommer Nera frem til noget, der kan give hende et formål, og noget der kan hjælpe hende med at kapere alle de mange følelser og spor det barske liv fra før den sikre zone har sat i hende. Hun sætter sig noget for, som hun mener kan give hende et formål, og hun står fast, selv når folk forsøger at tale hende fra det. Hun opper sig utroligt meget. Selvom man senere i bogen måske kan argumenterer for at hun måske ikke var helt så klar som hun selv forventede. Men hun prøver, og hun rejser sig op hvor hun er faldet, og tager ansvar for de følger hendes handlinger får. 

Mens jeg læste lagde jeg mærke til, at jeg synes pacingen var en anden end i de to andre bøger. Ikke så langt fra de to første bøger, at det virkede ugenkendeligt, men anderledes nok til at kildre min nysgerrighed og min opmærksomhed. Det gav historien nyt liv og fangede mig lige den smule mere end den pacing der er brugt i de tidligere bøger (Som forresten IKKE har en dårlig pacing. Håb har bare et ekstra lille nyk). Pacingen passer i øvrigt rigtig godt sammen med selve handlingen og plottet af denne, det tredje bind af serien.

Noget jeg tidligere har nævnt i mine anmeldelser af både Monstre og Utopia, så er der mange ubesvarede spørgsmål, og mange vampyrelvere der nægter at besvare dem og desuden taler udenom når de bliver stillet. Men jeg skal da lige love for, at de svar jeg efterlyste fik jeg en skovlfuld af i Håb. Jeg er dog alligevel glad for, at det ikke er ALLE hemmeligheder der bliver afsløret i denne bog. Hvor meget og hvornår man skal afsløre, er i virkeligheden en balancegang, som Louise har fanget til A+. Hun afslører ikke mindst nogle af de spørgsmål jeg faktisk ikke vidste jeg havde, men også nok af dem jeg vidste jeg havde, til at jeg får tørsten slukket. Dette formår hun at gøre, mens hun alligevel holder kortene tæt nok på kroppen til, at jeg stadig sidder nysgerrig tilbage og glæder mig til at kaste mig over Forenet, det fjerde bind i serien.

Og lad og så lige tage en lille snak om Bane. Kun en lille én, for i virkeligheden vil jeg ikke spoile noget for potentielle læsere, men hvad jeg VIL sige er, at den baggrund og personlighed jeg efterspurgte i min anmeldelse af Utopia, den fik jeg! Hvorfor lige netop Bane er vigtig. Og hans tendens til at fungere lidt som en sutteklud. Den tid er ovre, og hans personlighed kommer mere ud, i takt med at Nera ikke længere lader sig takke af med at blive pussenusset af ham. De to karakterer spiller super fint sammen, og jeg kan virkeligt godt lide at se hvordan dynamikken udvikler sig imellem dem, mens Nera finder ud af hvem hun er. 

Da jeg nærmede mig slutningen kom vi til at punkt hvor der sker et lille timeleap, som gav et nyt twist til selve den måde historien fortælles på. Trods det kan virke som om det går en lille smule stærkt et kort øjeblik, så gør det noget rigtigt godt, da der pludselig er en større forskel på tiden i det Nera skriver kontra det hun oplever. Hun har ikke skrevet længe, og skal pludselig skrive tilbage i tiden om hvad der er sket i den tid vi ikke har set hende, mens hendes liv udenfor dagbogen er mere fremskredent og der her sker nogle helt andre ting, som er påvirket af det hun fortæller i dagbogen. Det giver lidt en sej drejning i samspillet mellem dagbogen og hvad der ellers foregår i "nutiden", og jeg kan godt lide det.

Jeg ved ikke om det er for tydeligt, men jeg er ærlig talt ret begejstret for dette bind af Død Verden. Og derfor får den fem ud af fem hjerter.