Review - Det Røde Daggry #1: Den Som Hvisker af C. A. Wolters
Til årets fantasy festival blev der arrangeret et bogbloggerevent søndag morgen, som vi begge spændte tog del i. Som tidligere omtalt i dette indlæg, hørte vi her Pernille Stenby og C. A. Wolters tale om deres nyudkomne bøger. Jeg havde allerede set lidt nævnt om titlen “Den Som Hvisker” hist og her, og jeg blev i den grad draget da vi hørte de to forfattere i samtale. Som i nok kan gætte gik der ikke længe før jeg besluttede at jeg var nødt til at eje den bog. Så det røg naturligvis også med mig hjem.
Den røg også ret hurtigt ind øverst på min tbr, for den råbte ad mig og forlangte at blive læst. Og helt ærligt så tror jeg også den var lidt utilfreds med, at jeg ikke bare startede på den med det samme jeg havde betalt for den. Tålmodighed er en dyd siger man jo, når man både skal køre bilen hjem, og har andre bøger der kræver opmærksomhed i lige så høj en grad. Men til sidst fik den sin vilje, og jeg må sige at for al dens kalden på mig, så skuffede den heller ikke.
Allerede fra prologen af Den Som Hvisker blev jeg nysgerrig og grebet af spændingen i den stemning der blev sat. Der var noget mørkt og lurende allerede fra start, og det føltes som et løfte om hvad der skulle komme. Det var løfter jeg egentlig følte der blev indfriet, trods bogens setting ændrede en lille smule karakter. Selvfølgelig var der stadig det mørke og det lurende, men der hvor historiens handling finder sted, er der også plads til en skarptunget ung kvinde og kommende storkejserinde, der til tider kan fremstå en smule forstyrret. Hvilket egentlig bare gav hende endnu mere karakter. Shiroin blev som et rigtigt levende væsen der bevægede sig gennem siderne med mig, på rejsen fra Kyoh mod krigens frontlinjer.
Som læser føles det spændende at få lov at se historien gennem et sæt øjne, der for den udeforstående ikke anses for at være den traditionelle "helt". I hvertfald ikke når man først hører hendes tanker og oplever hvad der sker på hende og Kiels bevægelser over siderne. Spændende og det gør det blot mere tillokkende at man faktisk hører historien fra Shiroin selv. Det giver lidt ekstra spil til historien, selvom jeg normalt faktisk ikke er den store fan af bøger skrevet i jeg-person. Mest fordi jeg ofte føler at det kommer til at føles som selfinsert, men det gør det bestemt ikke her, og det er forfriskende. Måske har jeg bare ikke læst de rigtige jeg-fortæller bøger, men Den Som Hvisker gør det i hvertfald rigtigt godt.
Jeg-fortælleren gør også en anden rigtigt god ting. Den tilføjer lidt ekstra spænding i forhold til "hvem kan hun stole på?", netop fordi vi ikke ser og ved mere om hvad der foregår bag facaden på de andre karakterer, end hvad Shiroin selv gør. Derfor var jeg også selv en smule på vagt da Kiel kommer ind i billedet og vil tjene som hendes klinge. Man ved intet om ham, andet end at han er Elsalvianer, den forhadte race med de spidse tænder i hele munden, der af menneskene kaldes for blodædere, hvordan han ser ud og at han er yderst svær at få til at reagerer følelsesmæssigt. Da forfatteren selv omtalte Elsalvianerne som lidt ala vampyrer, må jeg indrømme at jeg vaklede en smule, for vampyrhistorier var aldrig en kæmpe ting for mig. Jeg så Vampire Diaries, men det var mere fordi Ian Somerhalder var pæn end for selve vampyrtingen, ligesom Twilight aldrig blev et hit hos mig (blasfemisk for nogle, I know). Nå men vampyrer; jeg blev meget positivt overrasket på det aspekt, da det ikke fremstilles som den typiske vampyr. Det er et væsen, et "monster", i en kategori for sig selv, trods visse ligheder med vampyrerne, og det synes jeg er ret fedt. Det er anderledes, mørkt og en smule tillokkende I must confess. Kiel er i hvertfald. Tillokkende that is. Det er jo begrænset hvor mange andre elsalvianere vi møder og direkte lærer yddybende at kende. Men er der ikke ofte et eller andet lokkende ved det mørke og ukendte? Det er i hvertfald en ting jeg føler, at forfatteren bruger på en konstruktiv måde.
Som læser er man med en sådan bog naturligvis nødt til selv at have det moralske kompas i mente. Når man har protagonister som Shiroin og Kiel, er det vigtigt man ikke bare tager sin protagonists synspunkt og holdninger for gode varer. Det kan for forfattere hurtigt blive lidt en balancegang at vurderer hvor meget man skal stole på, at ens læsere forstår pointen uden man behøver skære ud i pap, at det altså IKKE er godt at slå nogen ihjel. Okay, en overdrivelse, men you get the point. Det er netop en balancegang og jeg synes det lykkes rigtigt godt i Den Som Hvisker, at bevæge sig gennem en hæsblæsende handling uden at falde af knivsægget den forløber sig over.
C. A. Wolters nævnte selv, at bogen er asiatisk inspireret, og det var ligeledes et aspekt der skinnede tydeligt igennem, og som jeg personligt virkeligt elskede. Når jeg slukkede for Attack on Titan for i stedet dykkede ned i Den Som Hvisker, og stadig følte en hvis genkendelighed i den følelse der ofte er i ting som anime og manga, så må jeg sige at den har ramt plet. Jeg er helt vild med, at det føles nyt for den danske scene, men velkendt for weeb-delen af mig.
Alt i alt, synes jeg virkeligt at bogen har ramt plet. Den rammer en målgruppe som jeg helt klart tager del i, og den gør det til bravour. Derfor vil jeg give Den Som Hvisker 5 hjerter ud af 5. Den lander på et tørt sted, og fugter det i mere end en forstand (nasty pun, I'm not sorry.)
Kommentarer
Send en kommentar