Legendens Ridder - Kongens hemmelighed af Jeanette Sigtenborg

 

[Anmeldereksemplar fra Straarup & CO]

Så kom afslutningen endelig på den danske fantasy fortælling om Legendens Ridder. Nu har jeg selv fået fornøjelsen af at læse den som BETA version og jeg kan sige jer, at den gik fra at være en god bog til en episk afslutning for mig! 

Vi befinder os lige efter afslutningen på anden bog. Ingen tidsspring eller noget. Det er lige på og hårdt! Hvilket er meget rart, siden vi sluttede med noget af en cliffhanger med en masse afsløringer.
Elena, prinsesse af Danvang, er på fjendens territorie, det hele spidser til, hendes bror er skadet og hvem kan man i grunden stole på? Vi er midt i en krig og de to konger af Danvang og Nordan skal mødes for at snakke om fred. Men er det nu også hensigten? 

Helt fra starten af er der fart på og der er en masse afsløringer og tvivl på vejen. 
Vi følger fire forskellige synsvinkler i bogen, hvilket gør at vi får set begivenhederne fra forskellige perspektiver og fra folk med forskellige holdninger til situationen. Det giver virkelig karaktererne mere dybde, ikke kun fordi man kommer "ind i hovedet" på personerne, men fordi de også forholder sig til hinanden. Det gør også at man føler mere med karakterne, når der sker noget dårligt for dem, selvom de måske reelt set er fjenden i historien. 

Vi får endelig også en godt indblik i den magi der ligger bag Legedens Ridder. Der har været spøgende i de første to bøger og i denne bliver det mere håndgribeligt, i form af gamle nedskrevne myter og hvordan sværdet Bjørneklo har påvirket forskellige mennesker, som har været i kontakt med denne gennem tiden. 

Jeg var helt vildt med afslutningen og hvordan det hele forløste sig. Jeg sidder ikke tilbage med nogle spørgsmål, som jeg ikke fik svar på og jeg kan egentlig godt lide at nogle få ting er lidt i det uvisse, siden det har været den vibe som har været igennem hele bogen. Der er selvfølgelig nogle meget emotionelle scener til sidst, som fik mig til at knibe en lille tåre og fik mig til at skælde lidt ud på forfatteren, men det betyder jo også bare, at karakterne føles ægte og det kan få nogle følelser frem når man holder af dem. 

Det er en virkelig god afslutning på historien og helt klar min ynglings bog af de tre! 5/5.



Kommentarer