Review - Fortællingen om blodet #3: Forbundsbrydersken af Anders Björkelid

For flere år siden købte jeg til det store bogudsalg en bog, der hed Ondvinter. Jeg læste den meget kort efter, og jeg kan ærligt ikke huske hvad jeg tænkte om den, dengang. Jeg er ikke sikker på jeg var videre imponeret, for jeg glemte i hvertfald alt om at jeg havde læst den. Derfor samlede jeg bogen op sidste år da jeg manglede noget nyt og læse, i troen at jeg læste den første gang. Jeg genkendte en hel masse af bogen og måtte jo så erkende med mig selv, at jeg havde glemt bogen. Denne gang blev jeg til gengæld imponeret og ønskede stærkt at der var flere bøger. At det var en serie og ikke bare en enkelt stående bog.

Og som ved et trylleslag, da jeg gik på google og søgte, var der pludselig 3 bøger mere i serien. Denne anmedelse bliver af den 3 bog i denne serie, og før jeg begyndte havde jeg store forventninger til bogen, da jeg elsker både den 1. og den 2. bog i serie. Jeg forventede noget vildt, det er helt sikkert, og det var hvad jeg fik!

Det jeg begyndte på Forbundsbrydersken, var det efterhånden et stykke tid siden at jeg læste den forrige bog, Ildbærerne. Jeg er ikke helt sikker på om det er derfor, eller om det er på grund af måden bogen er skrevet på, men da jeg begyndte af læse, blev jeg hurtigt ret forvirret.

Hele vejen gennem bogen har tvillingerne forskellige vejvisere, og ved den allerførste vejviser følger man hans point of view. Hans forkrøblede sind, tynget af hukommelsestab. Gytak, deres vejviser, er både tynget af hukommelsestabet, men desuden også af en særlig evne til at se dybt ind i andre mennesker og finde deres ledsagere. Ledsagere. Det er en ting man ikke har hørt om før i serien og med Gytak's viden om underverdenen, ledsagere og andre spændende ting, er det ærligtalt lidt svært ikke at blive lidt rundtosset.

Samtidig med at vi ser verden gennem Gytak's øjne, bliver det endnu mere forvirrende, fordi man ikke kan følge med i hvad tvillingerne tænker, som man har kunnet tidligere i både første og anden bog. Udover at man ikke kan følge med i deres tanker, kan man heller ikke altid forstå hvad de to taler om, da de begynder at tale på blodets sprog, for at holde Gytak udenfor deres samtale.

Disse ting, lagt sammen med det faktum at det netop er noget tid siden jeg læste den forrige bog, gør at der er der detaljer jeg har glemt i farten, som har gjort det en smule mere roddet end det var i forvejen.

På trods af forvirringen har jeg nydt endnu engang at dykke ned i bøgernes univers og følge de to elskelige tvillinger, Sunia og Wulf. Jeg har nydt at komme med ind og følge deres videre færden i kampen mod Kulden og Imperiets tomme trone. En færd der bringer dem langt ind i landet der igennem forbundet, er blevet forbudt område for alle af Blodet. En færd som desuden bringer dem til underverdenen og til altings moder, i forsøget på at bryde forbundet og senere hen oprette et nyt, som vil få de underjordiske til at kæmpe ved Blodets side, mod Kulden og de af Blodets slægt der er bukket under for den.

I en verden hvor alting er et ekko af hvad der allerede er sket. I en verden hvor Sunia og Wulf ikke føler de har nogen kontrol, og at de bare føres frem af de planer der er på forhånd er lagt ud for dem. Af deres afdøde far? Af Bjergfruen? Måske endda Kiste-Maja? Det er sjovt at se hvordan Sunia kæmper for at tage styringen over deres eget liv og samtidig overtale Wulf om at gøre det samme. At se hvordan de udvikler sig og lærer mere om både dem selv og den verden de befinder sig i, jo længere de kommer på deres rejse.

Da Sunia og Wulf endelig når overfladen igen, er der gået ti år, som tvillingerne på ingen måde er mærket af. Alt omkring dem bærer tydelige præg af tidens tand, mens de er nøjagtigt den dreng og den pige som de var, da de kravlede ned i underverdenen. Okay, måske ikke nøjagtigt de samme, for både Sunia og Wulf er hårdt mærket af oplevelserne i underverdenen. Sunia har fundet ud af hvad det egentlig indebærer at bære navnet "sandhed", og hun er helt sikkert færdig med at følge de ruter som andre mennesker har udstukket for dem. Wulf er præget af de mange forfærdelige oplevelser hvor Sunia gang på gang har måttet rede ham. Nu er han fast besluttet på, at næste gang bliver det ham der redder hende. Måske endda fra hende selv?

Slutteligt i bogen da de er kommet over overfladen finder de Gytak, deres første vejviser, som tilsyneladende har glemt dem. Han går med til at blive deres vejviser igen, på vejen ud for at følge kortet på det nye forbund, som Sunia har oprettet med altings moder. Dette giver ligesom en følelse af at alting går i ring, når de starter og slutter med samme vejviser.

Selvom jeg virkelig har nydt at komme tilbage og læse videre om tvillingernes eventyr er der ingen tvivl om, at denne bog har efterladt mig med en langt mørkere og tungere følelse af melankoli, end forgængerne, Bøgerne har alle en dyster undertone, som i denne bog er kommet op og nærmere overfladen. Dette er ikke ligefrem nogen dårlig ting, men den føles en smule tungere end de forgående bøger og sætter nogen tanker igang hos læseren.

Man kommer hurtigt til at spekulere på hvordan ringene i vandet breder sig og skaber krusninger i vandet; altså begyndelsen på en ny historie. En metafor der meget passende, også bruges i bogen. Man får sat en masse tanker igang, som helt klart vejer op for, hvor tung bogen føles i sommerårstiden. Jeg vil derfor give bogen 4 hjerter og den er, i forlængelse med resten af serien, helt sikkert værd at læse! Også selvom dens målgruppe nok egentlig er de lidt yngre teenagere!