Review - Spellslinger af Sebastien De Castell


Til jul sidste år, fik jeg en rigtig dejlig julegave af mig selv. Jeg mistænkte at jeg nok ikke var så heldig at få ret mange bøger til jul, så jeg måtte hellere købe en til mig selv, så jeg da i det mindste fik én.

Egentlig var jeg på jagt efter første bog i Game On-serien, Sendt Til Tælling, men den var ikke at finde nogen steder. Derfor endte jeg med at købe Spellslinger i stedet, da den også lød super god og da jeg jo bestemt ikke skulle gå hjem uden at købe noget. Så det blev min julegave til mig selv, som jeg gik igang med at læse, allerede dagen efter juleaften. Hvad synes jeg så om bogen, ja de skal i få at høre her.
Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad jeg forventede da jeg begyndte på bogen. Jeg havde hørt godt om bogen, men var ikke helt sikker på hvad den ville indeholde, udover det ville involvere magi, og hvem elsker ikke en god gedigen omgang magi? Det gør jeg i hvertfald!

I bogen følger man stakkels Kellen, søn af en mægtig mager, der desværre har problemer med hans egen magi. De magiske bånd han har tatoveret på armen, der alle med tiden skulle frigives i takt med han lærer at beherske de forskellige former for magi, har desværre besluttet sig for at forblive livløse gennem hele Kellens liv.

Da Kellen forsøger at snyde sig igennem en af magerprøverne, afsløres han af sin yngre søster Shalla, der næsten slår ham ihjel, i et forsøg på at tvinge magien frem i ham. Her sættes gang i en hel række begivenheder i Kellens liv:

Han bringes tilbage til livet før han krydser grænsen, af en sær kvinde han lærte at kende under navnet Ferius Parfax. Siden bliver de to lidt et skævt makkerpar, og Ferius får Kellen til at sætte spørgsmåltegn ved alt hvad han hidtil har lært om magi.

Siden stopper de sammen en sammensværgelse mod magerne, blandt de ikke-magiske dele af deres folk, og de overlever et opgør med en anden stor mager, der i det skjulte har udfordret Kellens far til titlen som folkes nye regent. Alt dette imens Kellen finder ud af hvilke forbrydelser hans egne forældre har udsat ham for igennem mange år.

Generelt en bog med masser af spænding. I starten er bogen meget "chill", og tingene skete i et roligt tempo, men efterhånden som man kom længere ind i bogen, blev tempoet også mere hektisk, i takt med Kellens involvering i de mange ting der har foregået bag facaden blandt hans folk. Man får ligesom en god mulighed for lige at komme ind i universet før det hele går så stærkt at man knap kan følge med.

Bogen er super let at læse, på trods at de mange nye ord som er en del af det nye univers man kommer ind i. Historien er god og kan sagtens læses af voksne, selvom den måske er rettet lidt mod det yngre publikum. Jeg er i hverfald positivt overrasket og vil helt klart gerne anbefale andre at læse den også.
5 ud af 5 hjerter for en super bog og en ualmindeligt god julegave, fra mig selv til mig selv. Læs den!

Kommentarer