Onde onde bookstagrammere!
FØR DU LÆSER: Stærk sarkasme kan forekomme.
Her er et af de der irriterende billeder af mig, som poser foran min bogreol. For det er jo det eneste jeg bruger bøgerne til. De får mig til at se smart ud, ikke?
Dette er et af kritikpunkterne fra en ny artikel skrevet af The Guardians.
"Don't have time to read a book? Just pose with them on Instagram" er titlen på den nyeste kritiske artikel fra deres side af, som jeg stødte på, mens jeg gik igennem dagens feed, på diverse sociale medier.
Artiklen er virkelig gennemsyret af sarkasme. De sammenligner de velovervejede og pæne æstetiske billeder, som nogen bookstagrammers faktisk formår at tage, med tragiske hændelser for bibliotekarer og dramatiske supermodeller. Desuden påstår de at mange ikke engang har læst en eneste bog færdig og man er lidt ligeglad med hvilke bøger det er man tager billeder med, bare de er pæne at se på.
De direkte tagger nogen bookstagrammers i deres "dårlige eksempler", hvilket på den ene side er gratis reklame for personen (selv dårlig omtale er omtale, som man siger), men også en smule ubehøvlet. Bookstagram og bookblogging er folks interesser og hobbyer. Det kan godt være at nogen ser på billederne og tænker "Fuck hun er dum. Hvorfor har hun taget blade med indenfor? Hvorfor tager hun billeder af hendes kop kaffe, i stedet for at drikke den?" Og så videre. Men mange af billederne der bliver postet under #bookstagram er faktisk uroligt smukke at se på og et stort arbejde ligger bag. Der bliver tænkt over tingene og det giver god træning i fx billedredigering.
Personligt har det hjulpet mig rigtig meget. Jeg ved godt at jeg ikke er den der tager de flotteste billeder og finder på de bedste ideer. Endnu! Men jeg er ved at uddanne mig som grafiker og er tidligere uddannet indenfor markedsføring. Det giver mig den bedste form for træning at finde ud af, hvad folk gerne vil se på, hvilke props der passer til et produkt (en bog, i dette tilfælde) og hvordan man sætter det hele op og finder den rigtige kameravinkel.
Behøves vi overhovedet snakke om, at de tror ingen bookstagrammers læser bøger? Der skal nok være nogen derude et sted, som køber bøger kun fordi de er pæne i reolen, bevares. Men jeg tror ikke jeg følger en eneste bookstagrammer, som ikke på samme tid anmelder bøgerne og/eller linker en op til deres goodreads profil, hvor man kan følge med i deres læseproces.
Ud over det bruges platformen ikke kun til at dele billeder, men også anbefale bøger til andre. Alle er åbne og klar til at svare på spørgsmål og bøgerne på billederne, hvis man giver sig tid til at skrive til dem. Det er sgu bare lidt mere lækkert at se på et pænt opstillet billede, som er tænkt over og redigeret til at fremstå klart og farverigt, end 10 billeder af bøger der ligger på det samme bord hver gang. Det invitere folk ind til en samtale om bøger, i stedet for at skræmme dem væk.
Jeg skal selvfølgelig ikke konkludere noget ud fra én artikel, skrevet af én person, men jeg tror the Guardians har misforstået pointen. Vi tager ikke billederne for at se kloge ud. For at se fjollede ud, for at få opmærksomhed, for at opfinde en verden der er perfekt og give folk dårlig samvittighed over, at de selv ikke sidder i efterårsblade i deres hvide lagner og drikker en kop kaffe, mens de læser en bog en onsdag morgen. Det er bare det der virker. Det er det folk i alt hemmelighed vil se, selvom de måske ikke vil indrømme det. Så pyt at der sidder en eller anden sur person et eller andet sted, som tilfældigvis har en platform i form af en avis, til at dele sine meninger om et emne.
Vi har vores platform og vi har vores community, og jeg er så glad for at være en del af den!
Kommentarer
Send en kommentar