Fra ide til bog

Jeg har skrevet en bog! Det vil sige, jeg har skrevet en historie, som jeg selv har redigeret og siden fået trykt som faktisk bog. Nej, den er ikke udgivet så det tæller ikke helt, men det tæller nok lige pt hvor jeg stadig udvikler mig meget, hvis du spørger mig. Selvfølgelig skal man jo gerne fortsætte med at udvikle sig, men når man er på et sted hvor man kan sige at det man skrev for et halvt år siden er trash, i forhold til det man skriver nu, så er det nok ikke tidspunktet til at søge udgivelse, men nærmere til at arbejde, arbejde og arbejde, for at blive bedre.

Men er det i virkeligheden det vi er her for at snakke om? Nej. Nej, det er det ikke. Vi er her for at snakke om, hvordan jeg kom fra ide til den faktiske fysiske bog jeg sidder med i hånden, og nu kan forære mine nærmeste i julegave.
Når jeg siger det med at gå fra "ide" til en fysisk bog, så mener jeg i virkeligheden hvordan jeg gik fra det citat jeg læste i en anden bog, til at omskrive det, til siden at få en ide til hvordan det kunne blive til en bog. For nej, jeg havde faktisk ikke nogen faktisk ide til hvad og hvor min historie skulle bevæge sig hen, da jeg satte mig med tanken på det citat og gav mig til at omformulere og udbygge på det. I virkeligheden var det faktisk slet ikke meningen det skulle blive til en historie. Det var ikke meningen det skulle blive til mere end lidt underholdning en dag før arbejde. Men sådan skulle det ikke blive. Jeg sendte det første stykke jeg havde skrevet til en veninde som allerede ved at læse det, levede sig ind i et magisk univers, og hvordan kunne jeg nægte hende resten af det univers jeg havde sat igang hos hende?

Derfor endte jeg med at skrive videre og et par dage senere havde jeg en prolog, som jeg egentlig ikke anede hvad der skulle blive til. Jeg havde bare ladet min kuglepen leve sit eget liv og ladet ordene komme til mig som de ville. Dette i foråret og på en forlænget weekend på den campingplads hvor min veninde og jeg mødte hinanden dengang i tidernes morgen, tog vi et kig på min prolog. Hun sagde noget til mig, som virkeligt satte gang i det hele. Hun fortalte mig, hvordan hun forestillede sig sådan et halvt menneske, der ikke længere var menneske. Tænk Pirates of the Caribbean, hvor man ser de hersens ældgamle pirater, tilgroede med alger, mos og svampe mv. Det var det hun så for sig, og da først tanken havde sat sig i mit hoved, ville den ikke give slip. Så her fik jeg altså en del af ideen til den faktiske historie.

Men har man et menneske der er halvt, må man naturligvis finde det's anden halvdel, og det gjorde jeg i Mathias. Mathias er min knuste lille menneske, der aldrig har mødt andet end modgang i livet. Min kære lille Mathias, som møder Christopher og hjælper ham tilbage til livet. Nu var jeg kommet igang, og jeg havde fuld gas på tragisk baggrundshistorie mens Christopher samlede kræfter til at forlade hans beskidte, fugtige lille celle i Skotland. For en tid skrev jeg om disse ting, men på et tidspunkt skal det jo gå galt. Jeg skrev det værst tænkelige der kunne ske, og bad den ene af mine hovedpersoner om at leve sit liv uden den anden for en stund.

Jeg skrev, og jeg skrev, og jeg skrev. Og da jeg næsten nåede slutningen, skete der noget. En ny karakter poppede op i mit hoved. En karakter der var alt for stor til at skulle proppes ind i den historie jeg var igang med, som en birolle. En karakter der fortjente sin egen historie. Derfor hold jeg pause fra Insentient, i en periode for at skrive alt det ned der fyldte i mit hoved, om min nye karakter Reagan. Jeg skrev noter om hans tragiske baggrund, noter om han personlighed og ideer til hvad der skulle ske ham. Alt dette, for at få ro til at gøre Instentient færdig. Og det hjalp. Reagan ville ikke helt forlade mit sind, så han lurede lidt i baggrunden mens jeg fik skrevet slutningen på Insentient.

En slutning, som viste sig at vende op og ned på hele min historie, for i sidste øjeblik, fik jeg en ide der kunne få hele historien til at give mening på en helt anden måde end tidligere. Det krævede dog, at jeg måtte tilbage i historien og tilpasse det jeg tidligere havde skrevet. Men det var det hele værd. Så da jeg havde i tankerne at jeg gerne ville have trykt min bog når den var færdig, var jeg naturligvis nødt til at skulle have den redigeret, inden den var klar til tryk. Så i tre uger i November lavede jeg ikke andet end at sidde med næsen i min printede historie, hvor jeg rettede og tilpassede det jeg havde skrevet. Egentlig havde min veninde sagt hun gerne ville rette den for mig, men da hun også havde gang i hendes egen bog, besluttede jeg at gøre det selv. Om jeg så fik det hele med, kan være svært at sige.

Efter den lange redigeringsperiode skulle det hele jo bare tilføjes i mit dokument, and so I did. Jeg brugte et par dage på at få alt det nye tilføjet og siden sætte alt jeg havde skrevet ind på hjemmesiden Solentro og få alt rettet til, opsætningsmæssigt. Og så var det bare afsted med bestillingen. Efter minimale problemer med fragten, fordi det lykkedes mig at skrive det forkerte postnummer, sidder jeg nu og har modtaget 10 eksemplarer af min helt egen bog. Og ja, fonten er større end jeg havde forventet, coveret er lidt mørkere end det var meningen og jeg har glemt at tilføje sidetale. Men ved i hvad? Det gør mig faktisk overhovedet ikke noget, for det er mit. Jeg har skrevet den, jeg har redigeret den, jeg har arbejdet med forsiden og bagsiden og jeg har tilpasset opsætningen. Jeg har arbejdet i næsten et år med det hersens projekt, og med lidt hjælp fra et par gode veninder kan jeg nu sidde med min egen bog i hånden. Jeg kan forære mine forældre en kopi, jeg kan forære min storebror en kopi, jeg kan forære mine veninder der har hjulpet en kopi, og jeg kan beholde en kopi selv, som jeg kan tage frem og kigge og bladre i når som helst.

Det var så historien om hvordan jeg kom fra "ide" til den faktisk bog, og jeg er umådeligt stolt, selvom det måske ikke er lige så stort som en faktisk udgivelse. Jeg er stolt, jeg er glad og der er der ingen der kan tage fra mig.

God jul derude!