Review - Nomade 44 af Karen Robards
Anmeldereksemplar tilsendt fra FlamngoBooks
Det er ved at være forår og det er ved at være tid til at ligge fantasy på hylden for mig. Mine bogpræferencer skifter med årstiden og forår betyder masser af romance, YA og NA bøger. Så man bliver da lige lidt glad i låget, når FlamingoBooks skriver og har et par bøger, som de gerne vil sende en. Deres bøger er nemlig perfekte til Forår- og sommerlæsning. Bøgerne var de første to i serien om Bianca St. Ives; 'Nomade 44' og 'Liv eller død'.
Resume:
"Bianca St. Ives har altid vidst, at hun ikke var helt ligesom andre piger på sin alder. I stedet for at hinke eller lege med dukker, blev hun undervist i kampsport og lærte at skille våben ad. Når de andre tog på ferie med deres forældre, tog hun på job med sin far, hvor hun lærte at holde hovedet koldt og slippe af sted med hvad som helst. Hun blev så at sige oplært til at deltage i familieforretningen. Nu er hun 26, gudesmuk og med imponerende evner inden for sit fag."
Selve beskrivelsen af bogen lover en masse action og jeg skal da lige love for, at man bliver kastet lige ind i det. Eksplosioner, skydevåben og flugt igennem ventilations skakter er noget af det første man bliver budt på i bogen. Vi møder første gang Bianca - som hun er beskrevet på bagsiden af bogen: 26 og gudesmuk - i Gudaibiya Palace i Bahrain. Hun er forklædt, hun er lusket og hun er ude efter 200 millioner dollars. Inden hun ved af det er folk efter hende og hun er i armene på en ukendt men godt skåret mand, inde på herretoilettet.
Mickey - som er det navn Bianca kender ham under - er den flotte agent, som igennem bogen er efter Bianca og hun støder på ham alle de steder, hvor hun ikke vil have ham. Det ender altid med en masse spøjse situationer, som får mig til at grine hysterisk igennem hele bogen. Hun er nemlig ikke god ved den stakkels mand.
Gnisten er der og hverken Bianca eller jeg overser det, dog er der ikke lige så meget romance i, som jeg havde troet. Det lægger helt klart op til noget og jeg glæder mig til at læse videre, for at finde ud af hvad det bliver til med de to!
Bogens bagside lovede også et usædvanligt far-datter-forhold, og jeg må nok sige, at det blev leveret. Både hende og hendes far opererer under så mange forskellige falske identiteter, at det nærmest er svært at finde ud af hvad der er sandt og hvad der er falsk. For jo længere man kommer ind i bogen, jo mindre ved man egentlig om dem begge. Bianca og hendes far, Richard St. Ives' egentlige identiteter bliver pillet fra hinanden og sammensat på ny igennem bogen. At de begge ender ud med at være nogle helt andre mennesker, var ikke noget hverken jeg eller Bianca selv havde forudset.
Efter at have læse slutningen, giver det hele pludselig meget mere mening - også bogens titel.
Det eneste der gik mig på, var de mange detaljer. Der er nogle bipersoner i bogen, hvis liv bliver grundigt udpenslet til en grad, som jeg ikke forstod. Jeg håber det er fordi der kommer mere om dem i de næste bøger, for ellers ser jeg ikke grunden til alle de detaljer om nogle karakterer, som kun er med i få scener.
Jeg følter mig underholdt hele vejen igennem, da bogen gav mig samme vibe, som Uncharted spillene. Specielt denne mission. (Undskyld min nørdede side). Det er en evig jagt på en form for skat og med en helveds masse mennesker med skydevåben lige i hælene hele tiden.
Jeg giver den 4 ud af 5 stjerne, men er klar til at give den næste fuld karakter, hvis det bliver lige så episk som jeg håber på!
Kommentarer
Send en kommentar