Review: 1. og 2. i serien 'The Hathaways' af Lisa Kleypas

Bog er købt på dansk efter jeg læste den på engelsk først

Hvis du er lige så ofte i en boghandel som mig (bare for at kigge, du ved), så har du sikkert heller ikke kunne undgå navnet Lisa Kleypas. For mit vedkommende har jeg ofte kigget på dem og tænkt "Det er historisk romance. Det er sådan noget voksne læser." og så har jeg kigget op og ned af mig selv i spejlet og indset "Fuck... jeg er 27 år. Jeg bliver faktisk betragtet som en voksen?!". Så hvorfor ikke læse et par af de her "voksne bøger", som man har gået forbi utallige gange? 

Mine Till Midnight

Første bog i "The Hathaways" serien er 'Mine Till Midnight'. Jeg må indrømme jeg faldt pladask for "helten" i denne bog, Cam Rohan. 

Cam er en roma som bor og arbejder for hvide folk i London, i en gambling club. På trods af at han skiller sig ud både med hårfarve og hudfarve, er han højt respekteret indenfor eliten, som er dem der kommer i klubben. På grund af hans arbejde har han en utrolig stor sum penge på lommen, som han prøver at komme af med, da romaer ikke tror på rigdom og materielle ting. 

På samme tid har vi Amelia Hathaway som kæmmer Londons gader, sammen med hendes roma ven Merripen, for at lede efter hendes alkoholiske og gambling glade bror, som klatter de få penge op som familien har tilbage. Så kan du vist godt regne ud hvordan Amelia og Cam møder hinanden. 

Gang på gang møder de hinanden både i London og udenfor. Når først Cam har indset hans følelser overfor Amelia, så er der kun hendes trofasthed overfor sine søskende tilbage, til at skille dem af.

Jeg er simpelthen nød til at sige at jeg faldt 100% og med hovedet først for Cam Rohan. Han er på den ene side en perfekt gentleman i forhold til at historien foregår i Victoria tiden. Men på den anden side er han en roma, så han har det "vilde" i sig og drømmer om at være fri igen og leve i naturen. Han er utrolig kæk og har andre værdier end en "real englishman" ville have. Den måde han kæmper for Amelia og tager hendes problemer på sig er simpelthen så tiltagende. 

Amelia er på den anden side lige så familieorienteret, som en roma bliver beskrevet til at være. Hun påtager sig alle andres problemer og vil/skal løse dem alle. Det hun ikke vidste var, at hun af og til trængte til kunne støtte sig til en anden også. Derfor møde de to hinanden på det mest perfekte tidspunkt i hinandens liv. De tror begge to at de ved hvad de vil og hvad de skal, men når det kommer til stykket, så skal de bare have hinanden. 

Og nu blev det helt pladder-romantisk, men det må det også godt af og til! Jeg var blown-away over min første Lisa Kleypas bog og giver den 5 ud af 5 hjerter! 

Seduce Me at Sunrise

Og fordi jeg var SÅ vildt med den første bog, så gik der ikke længe før jeg kastede mig over toeren i serien, 'Seduce Me at Sunrise'. Denne gang følger vi Familien Hathaway's "adoptiv" barn, eller nok mere familie ven, Merripen. Han har levet sammen med familien, siden hans egen stamme/familie efterlod ham til at dø, efter deres lejr var blevet angrebet af hvide vrede mennesker. Han var aldrig rigtig adopteret, men mere end medhjælper, efter eget ønske. Han var vokset op til at være barsk og var lidt af en slagsbror, men det ændrede sig da den anden ældste datter, Winnifred (kaldt Win), viste sig ved hans sygeseng, mens han kom til sig selv. Der var en connection mellem dem med det samme, selvom de var børn og han var med det samme meget overbeskyttende overfor hende og hjalp hende med alt. Hans dag var ødelagt, hvis han ikke så hendes smil.

Win var desværre syg som barn, og er derfor utrolig skrøbelig. Det giver kun Merripen større grund til at passe på hende, men på samme tid holde sig langt væk. Han er opdraget til at være barsk og til at skade andre, så hvorfor skulle han komme i nærheden af Win? Hvad hvis han gør hende ondt? 

Man hører om Win's sygdom igennem den første bog og her i anden bog bliver der endelig gjort noget ved det, da hun tager til Frankring for at opsøge en special læge. Hun vil have alt i livet, som hun altid har fået at vide ikke kunne lade sig gøre, på grund af hendes sygdom, og det inkluderer Kav Merripen. 

Sååå jeg forstår hvor Merripen vil hen med, at han måske kan være bange for at skade folk på grund af hans fortid, men dette er noget vi får at vide fra hans fortæller vinkel. Det ikke noget han fortæller familien som han har boet sammen med i mange år. Så ud af til er han virkelig bare grumpy og sur. Han nægter at vise følelser ud over vrede og for mig er han lige så tiltrækkende som en vabel på hælen mens der stadig er 5km til ens destination (Undskyld billedet jeg har plantet). Hvad Win ser i ham, forstår jeg ikke. Bevares, han har været der for hendes mens hun har været syg, men det har resten af familien også. 

På den anden side har Win heller ikke så meget personlighed ud over at hun er den fine søster, som aldrig gør noget forkert. Hun har ingen erfaring med noget som helst, da hun har brugt meget tid på at være syg og lave intet. Så der er ikke meget spice der heller. 

For at være helt ærlig, så var min ynglings del af  'Seduce me at sunrise', når den blev fortalt fra Cam og Amelias point of view. Deres kemi er bare så meget bedre og selvom deres samtaler går meget på Win og Merripen, så kan man ikke undgå at mærke hvor godt de bare passer sammen. Den sidste 1/3 af bogen var også langt det bedste og er den eneste grund til at jeg har givet den en nogenlunde karakter. Grunden til dette var også at bogen igen fokuserede meget på Cam igen. 

Jeg vil gerne give den 2,5 hjerte, men det er desværre ikke muligt på goodreads, så derfor gør jeg det ikke her. Jeg give denne bog 2 hjerter, men det er kun fordi jeg fik Cam og Amelia igen som bi-karakterer. Det er bestemt ikke fordi jeg syntes specielt godt om hverken Win eller Merripen. Nu håber jeg bare at at den tredje søster Poppy bliver mere spændende, end hun har været i de første 2 bøger, da jeg gerne vil give serien en ekstra chance, da den første var virkelig VIRKELIG god.