Review: Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Sáenz

Med denne bog er jeg nok lidt sent til festen, og den har da også stået i min reol et stykke tid og råbt efter mig. Og nu blev det så endelig den der stod for skud! Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe er en bog jeg har glædet mig meget til, og som også har fået mange gode anmeldelser med på vejen og endda vundet flere priser indenfor den litterærer verden. Så jeg var meget spændt da jeg endelig satte mig ned med den.

Bogen er centreret omkring Aristotle der lever i El Paso med hans mor og hans far. Historien tager fart da han en dag tager ned for at svømme, trods det er en ting han ikke kan. Altså svømme. Her møder han Dante. Dante KAN svømme og tilbyder Aristotle at lære ham at det.

Efter dette første møde får vi en første rækkes billet til at følge udviklingen i deres venskab og relation til hinanden igennem Ari's øjne. Sideløbende får vi en dyb indsigt i Ari som menneske og hvilke indre kampe han kæmper mod sig selv og i virkeligheden også hans familie liv. I virkeligheden tages der nogle rigtigt dybe emner op, men det gøres på en måde, hvor man som læser kan være med og mærke det uden det bliver FOR meget. Det kunne jeg egenligt rigtigt godt lide.

Historien om de to drenge er desuden både hjertevarm og føles for mig lidt som et varmt kram, når jeg læste om de to drenges udvikling sammen. På visse punkter sattes andre følelser dog igang, og jeg kunne godt føle mig selv blive en smule frustreret over Aristotle til tider. I princippet forstår man godt de mange følelser og den vrede der raser i ham. Særligt i den alder hvor man begynder at nærme sig de voksnes rækker. Men ind imellem, kunne man godt have lyst til at ruske ham og bede ham om lige at stoppe med at være en røv.

Mens jeg læste bogen kunne jeg dog godt blive lidt usikker på om bogens skrivestil var distraherende eller om den fungerede for mig. Den er meget anderledes for andre bøger jeg har læst, og langt størstedelen af bogen er skrevet som dialog. I starten generede det mig lidt, men da jeg kom længere ind og vænnede mig mere til det, var det ikke generende på samme måde. Bare anderledes. Nu hvor jeg er færdig med bogen og sidder og tænker over det, så giver skrivestilen faktisk rigtigt god mening. Bogen er drevet af de to drenges personligheder og forhold, og derfor kommer de faktiske fysiske aktiviteter på en måde i anden række for mig, og derfor synes jeg egentlig det giver god mening af interaktionen mellem karaktererne fylder meget i selve teksten.

Alt i alt kunne jeg virkeligt godt lide bogen, og jeg synes det er nogle rigtig gode emner der bliver taget op. Bogen er fremstillet godt og mit hjerte slog kolbøtter da jeg læste det sidste kapitel. Jeg er helt vild med Dante, og selvom jeg nogle gange var frustreret over Ari, så var han en karakter jeg føler der i virkeligheden var meget troværdig, under de givne omstændigheder.

Personligt vil jeg gerne give bogen fire ud af fem hjerter, da den var rigtigt god, men skrivestilen gjorde det bare ikke helt for mig i starten, og derfor føler jeg ikke at jeg med god samvittighed kan give den fem ud af fem, selvom den kommer meget tæt på!