Review: Asgårds Døtre: Íssóls fortælling af Sidsel Katrine Slej

Her i slipvinden af Fantasy Festivalen er jeg i det bedste læsehumør, så jeg slugte anden bog i Asgårds Døtre serien meget hurtigere, end jeg er vant til at læse. Der har bare været den helt rigtige stemning og så viste bogen sig også at være en page-turner!

Fra første bog til anden bog er vi sprunget et år. Jeg må indrømme jeg fik lidt af et chok over de ting der var sket i mellemtiden, som bliver nævnt i starten af bogen. I denne bog følger vi Íssól - søsteren til Auðun, som vi møder i første bog. Íssol bor sammen med hendes bror og søster Islilja i Østfold, efter deres forældre døde og Auðun er blevet familiens overhoved. Det er ham der står for, at gifte sine søstre væk til de bedste ægtefælder og i gammel tid betød det ofte, at ægteskaberne blev mere politiske end romantiske. 

Bogen byder op til en krig imod nogle frygtelige jætter og Østfold er i mindretal og skal derfor skabe alliancer med de andre slægte og egne i Asgård. På samme tid bryder en frygtelig koppe sygdom ud i Østfold, så deres krigere bliver syge. Íssól tager det på sig, at skulle redde hele Østfold - på den ene eller anden måde. 

Íssól er en urtemagerske, hvilket vil sige at hun har de grønne fingre og er god til at holde en have fyldt med helbredende urter, som bliver brugt til at hele krigerne (Einherjerne) efter deres daglige træning i Asgård. Hun er en af de bedste til sit fag og det er derfor også en stor problemstilling og et nederlag for hende, da hun ikke kan gro de nødvendige urter, til at kunne helbrede kopperne. Det at hun er urtemagerske, gør hende også anderledes i forhold til hendes søskende, som begge er kendte for at være dygtige krigere. Så når Íssól ikke kan gøre det, som ville være det eneste der kunne hjælpe i en krig, føler hun sig meget hurtigt magtesløs og kaster sig ud i en masse andre ting i løbet af bogen, for at hjælpe til. 

Hun er en utrolig omsorgsfuld og kærlig person, hvilket åbenbart gør hendes lille og skråbelig i mange (mænds) øjne. Igennem historien blev jeg ekstremt frustreret på hendes vegne, når hun prøvede at hjælpe til. Så blev hun fejet af vejen og sat over i en krog, så hun kunne sidde der og vente på, at alle hun holder af enten vinder eller taber krigen. Jeg har ikke tal på hvor mange gange det skete, at folk kastede rundt med hende, uden at vide hvilken styrke hun bærer rundt på. Alle de gange hun satte sine egne behov til side og overkom hendes frygt, for at redde hendes familie, Østfold og senere sin partner, beviser bare at man ikke behøves et sværd, for at være modig og hjælpe til. 

En ting man skal lægge mærke til i løbet af bogen, er tidsperioden som det hele foregår i. Det er ikke kun Íssól, som bliver kastet rundt af mænd. Der er ikke meget feminisme at finde, i de kære mænd, selvom nogen måske har en snert af det hist og her. Det passer dog godt til tidsperioden, hvilket man skal huske på og det giver også en god bi-fortælling, om en familie der virkelig holder af hinanden og vil hinanden det bedste. Man kan se hvor svært Auðun har det med at skulle "gifte sine søstre væk" for at skabe alliancer. Han ser helst at de gifter sig af kærlighed, hvilket ikke er en mening der er at spore i mange af de andre mænd i historien. Det er en rigtig god detalje. 

Skal jeg nævne én negativ ting om bogen, er det hvor ofte der er sceneskift i den sidste halvdel. Der sker rigtig meget i kampens hede og det gør at Íssól skal flygte igen og igen og igen. Hun skal endda flygte fra de samme steder flere gange. Det gjorde ikke historien langtrukken, men det er mange af de samme følelser hun gentager, bare nye metoder at flygte på.

Ligesom den første bog, er jeg helt vildt med stemningen og beskrivelserne af omgivelserne. Selvom jeg forstiller mig, at deres gårde er en del større end de langhuse jeg har besøgt, så kommer jeg altid til at tænke på dem. Med skintæpperne på sengen, bålstedet og de fine dekorative tæpper på væggene. Det virker meget autentisk for vikingetiden. På trods af det, så er beskrivelserne af omgivelserne ikke overdrevet lange, hvilket er helt perfekt i mine øjne. 

Det er alt i alt en rigtig god fortsættelse af fortællingen om Asgårds døtre og jeg glæder mig rigtig meget til den næste bog!