Review: Legendens Ridder 2 - Fjendeland af Jeanette Sigtenborg
Så kom anden bog i serien af Legendens Ridder endelig ud og jeg har virkelig glædet mig til at se, hvor historien bevægede sig hen af. Jeg har været så heldig at have været betalæser på denne bog, så jeg har kendt til en hel del af handlingen i forvejen, men det var så uendelig spændende at læse det færdige resultat og se hvordan den er endt!
Vi efterlod Elena i slutningen af et slag og på vej hen over grænsen til fjendens land, Nordan, sammen med hendes nye følgesvend Anna.
Efter slagtet mellem Danvang og Nordan, hvor Elena - forklædt som den legendariske ridder - deltog på lige fod med sin bror, kronprins Nicholas, er Elena nu på vej imod Nordans kongsby. Nicholas er blevet kidnappet og ført til kong Lukas, og ingen ved hvad Lukas har tænkt sig at gøre ved ham. Elenas eneste håb er i første omgang Annas moster og hendes tilknytning til slottet i Nordan - og at Elenas identitet bliver ved med at være ukendt.
Jeg må sige, at jeg kun er blevet mere vild med Elena. Hendes handlinger og hele hende karakter, virker bare så ægte. Hun er ikke en pige med superkræfter, som tror hun kan redde hele verden. Nej, hun er realistisk og selvom hun på mange plan er meget mere modig, end jeg nok selv ville have været, så handler hun på samme tid også i desperation. Man kan mærke hun bliver mærket af de mange ting der sker omkring hende. Hun er ikke bare kold og kynisk og løber videre, efter der er nogen der dør for øjnene af hende, lige meget om det er en ven eller en fjende. Det ses tydelig i hendes drømme og i hendes tanker, som man kommer til at være en del af, når vi følger hendes synsvinkel.
Bogen er "delt op" i 3 forskellige synsvikler/karakterer. Vi bliver smidt lige ind, hvor første bog sluttede - sammen med Kong Mortimer. Hans kapitler er markeret med motivet på Danvangs våbenskjold, som er bjørnen. På samme måde er Nordans konge markeret med deres våbenskjold - ulven. Disse to synsvinkler bliver beskrevet i tredje person, mens Elenas (markeret med Bjørneklo, legendens sværd) er skrevet i første person.
Synsvinklerne fungere rigtig godt, da man får flere dele af historien med (og et plottwist eller to), som man ellers ikke ville have fået, hvis vi havde holdt os til Elenas synsvinkel. Det giver bare historien en del mere fylde.
Det er også genialt at man kan følge med i hvis synsvinkel vi følger i kapitlerne med de forskellige tegninger som markeringer. Dette var nemlig noget jeg havde en smule svært ved i den første bog, og man skulle nogle sætninger ind i kapitlerne, før man fandt ud af hvem man fulgte.
Nu nævnte jeg Kong Lukas og han er altså en af dem jeg glæder mig rigtig meget til at vide mere om. Han er en ung mand... Ja nærmest dreng, som har fået tronen, efter hans forældre er døde. Man ved ikke meget om ham eller om forældrenes død. Han er på Nicholas alder og de legede sammen som barn, så det er lidt af et mysterium, hvorfor de to lande pludselig er i krig. Der bliver givet et bud på hvorfor i bogen, men det er ikke alle der er enige eller er sikre.
Og man skal da også lige love for at karaktergalleriet er blevet udvidet. Lige fra almindelige soldater (og de lidt klamme også), Nordans adel og ukendte familiemedlemmer. Jeg er typen der er virkelig dårlig til at huske personer og specielt navne, men syntes ikke mængden af karakterer, som man bliver introduceret for, er overvældende. Det er tilpas i forhold til antal af sider og det er også et antal der giver mening for historien. Der er ikke en masse unødige karakterer, som man prøver at huske navnet på forgæves. Det er en ting jeg altid bider mærke i, når jeg læser en serie.
Er der en ting jeg ikke kan lide ved bogen? Kong Mortimer. Men det ved forfatteren også godt. Det var åbenbart tydeligt i mine kommentarer under første gennemlæsning, men også efter en kort snak om hvem der skal forstille at være den gode og hvem der er den onde. For jeg er blevet meget i tvivl om, hvis side man egentlig burde være på. For jeg syntes at Kong Mortimer er rigtig modbydelig og gør meget ting for at "beskytte" sin datter.... Som så bare resultere i mig der bliver sur, fordi det går ud over Petrus, som jeg har et "soft spot" for.
Men det er vel også en form for ros til forfatteren, over det meget nuancerede persongalleri. For der er karakterer man virkelig kommer til at holde af, og så er der dem, som man håber på falder ned fra en hest.
Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvor historien ender! Der bliver bygget rigtig meget spænding op på forholdsvis få sider og der er mange mysterier, som skal løses inden vi helt kan slippe Legendens Ridder.
5 ud af 5 hjerter
Kommentarer
Send en kommentar